04/09-17 22:38; Opdateret: 04/09-17 23:52

Tyskland tromler Norge og vinder med tenniscifreTyskland tromler Norge og vinder med tenniscifre

Nordmændene fik ikke et ben til jorden, da de mandag tabte 0-6 til Tyskland i VM-kvalifikationen.

storybild

Tyskerne kørte Norge over mandag aften og vandt med hele 6-0. Reuters/Michaela Rehle

Stuttgart. De forsvarende verdensmestre fra Tyskland leverede en magtdemonstration, da de mandag tog imod Norge hjemme på Mercedez-Benz Arena i Stuttgart.

Tyskerne vandt hele 6-0 og ligger dermed stadig nummer et i kvalifikationsgruppe C med fem point ned til Nordirland og kun to kampe tilbage.

Allerede efter ti minutter sendte Arsenal-spilleren Mesut Özil bolden i nettet og Tyskland på sejrskurs.

Syv minutter senere blev det til 2-0 ved Julian Draxler, og det begyndte allerede tidligt at ligne en lang aften for nordmændene.

Den blev kun endnu længere, da Red Bull Leipzig-angriberen Timo Werner fik nettet til at blafre to gange efter henholdsvis 21 og 40 minutters spil.

Dommerens pausefløjt var derfor en forløsning for Norge, der ikke kunne få noget som helst til at fungere i første halvleg.

Den forløsning varede dog kun fem minutter i anden halvleg. Her sendte Schalke 04's Leon Goretzka bolden i mål til 5-0.

Målfesten var dog ikke slut endnu. Med lidt over ti minutter tilbage satte den tyske landsholdsveteran Mario Gomez hovedet på bolden. Bolden fandt vej forbi den norske målmand, og så stod der 6-0.

Med den overbevisende sejr cementerer Tyskland førstepladsen i kvalifikationsgruppe C.

Tyskerne har fem point ned til andenpladsen, og med kun to kampe tilbage er det svært at forestille sig, at de skulle slippe topplaceringen i gruppen.

Norge har syv point efter otte kampe og har for længst udspillet sin chance for at komme med til næste års VM i Rusland.

Tyskland var ikke det eneste storhold, der var i aktion mandag.

På Wembley i London tog England imod Slovakiet og sled sig til en 2-1-sejr.

Englænderne fik en brat opvågning, da den tidligere FC Nordsjælland-spiller Stanislav Lobotka efter kun tre minutter bragte slovakkerne foran.

Det var Manchester Uniteds unge stjerneskud Marcus Rashford, der dækkede Lobotka op, men den unge englænder brugte i situationen mere tid på at se fodbold end at spille, og Lobotka kunne uden problemer sparke bolden i mål.

Slovakkernes føring holdt i lidt over en halv time. Her dukkede Englands Eric Dier op ved forreste stolpe og sparkede bolden op i nettaget til stillingen 1-1.

Et kvarter inde i anden halvleg gjorde Rashford skaden fra første halvleg god igen, da han med et flot skud bragte hjemmeholdet foran 2-1.

Det blev kampens slutresultat, og England har nu fem point ned til netop Slovakiet, der indtager kvalifikationsgruppe F's andenplads.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx