Af Ritzau - 03/04-17 03:43

Gilbert ekstatisk over at sejre efter tilfældigt udbrudGilbert ekstatisk over at sejre efter tilfældigt udbrud

Pludselig var der hul mellem feltet og Philippe Gilbert, og så kørte belgieren sejren hjem i Flandern Rundt.

storybild

Belgiske Philippe Gilbert fejrer sin sejr ved at løfte cyklen over sit hoved i Flandern Rundt. (Billede: Scanpix/Eric Lalmand)

Den belgiske cykelrytter Philippe Gilbert indrømmede efter sin sejr i Flandern Rundt, at det ikke var meningen, at han skulle stikke af alene så langt før mål.

Belgieren kørte 55 kilometer alene, før han kunne fejre sin sejr.

Grundlaget for udbruddet blev lagt af hans holdkammerat Tom Boonen.

- Tom gav den fuld gas og trak virkelig til. Han gjorde den første del af arbejdet, og da jeg skulle tage over, kørte jeg til. Der var en vejchikane i en landsby, og da jeg kiggede mig tilbage, var der hul. Jeg kunne ikke tro det, siger Gilbert ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg så, at de var ret langt tilbage, så jeg spurgte mit hold, og de sagde, at jeg skulle køre.

Den 34-årige rytter ville gøre noget specielt, da han kørte over stregen som vinder af forårsklassikeren.

Gilbert stod af cyklen og gik over stregen med cyklen hævet over hovedet.

- Jeg tænkte, at det ville være et godt billede, hvis jeg rakte cyklen i vejret. Det er noget særligt.

Den 34-årige rytter kunne bag sig se en gruppe på tre forfølgere, der halsede efter ham.

- Indtil to kilometer før mål var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde gutterne bag mig. De var på vej tilbage, sagde Quick-Step Floors-rytteren.

- Jeg var virkelig fokuseret på at yde mit bedste indtil den sidste kilometer. Da jeg kunne se målstregen, kiggede jeg tilbage. Da jeg kunne se, at jeg havde et hul, tænkte jeg, at jeg ville gøre noget specielt.

Den belgiske klassikerspecialist har vundet en lang række flotte sejre i sin karriere.

Blandt andet er det blevet til sejre i klassikerne Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.

Gilbert har også vundet etaper i alle tre store etapeløb. Men hvis han skal rangere sine sejre, så er VM-titlen i 2012 hans største triumf.

- Det er svært at rangere en sejr i Flandern. Da jeg vandt VM, var det noget virkelig særligt. Jeg tror altid, det vil være min største sejr. Men at vinde i Liège og her i Flandern er også stort.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx