Af Ritzau - 07/06-17 07:16

William Kvist: 4-3-3 fungerer bedst for landsholdetWilliam Kvist: 4-3-3 fungerer bedst for landsholdet

Systemskiftet fra 3-5-2 til 4-3-3 er umiddelbart en succes, vurderer William Kvist efter remis mod Tyskland.

storybild

William Kvist spillede første halvleg, da Danmark tirsdag spillede 1-1 mod Tyskland. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Det danske fodboldlandshold har primært spillet 3-5-2 i det halvandet år, som Åge Hareide har været dansk landstræner.

Tirsdag spillede holdet så en hel kamp med 4-3-3, der sædvanligvis har været backupplanen, da Danmark fik 1-1 mod Tysklands verdensmestre.

Systemskiftet fungerede efter hensigten, mener landsholdets rutinerede midtbanemand William Kvist.

- 4-3-3 fungerer bedre for os lige nu. Det har måske også været nemmere for os i forhold til, at der ikke er så mange, som spiller 3-5-2 hjemme i deres klubber, siger William Kvist.

- Jeg kan godt lide, at vi kan spille med begge formationer, og at vi træner begge formationer. Det giver os lidt mere variation, og det kan være godt at have på et landshold, tilføjer han.

Allerede inden det danske fodboldlandshold blev samlet i slutningen af maj, havde Åge Hareide proklameret, at man i tirsdagens kamp mod Tyskland og i den kommende VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan ville spille 4-3-3.

Det danske hold fik periodevist lagt et højt pres på tyskerne, og Danmark kom foran 1-0 på et mål af Christian Eriksen. Først et minut før tid udlignede Tyskland efter længere tids pres.

William Kvists samlede indtryk af generalprøven før Kasakhstan-kampen var positivt trods den sene udligning.

- Vi testede vores hårde pres, og det stressede tyskerne rigtig meget. Specielt i første halvleg fungerede det godt, for der havde vi flere kræfter til det, og det var også med til at give os vores mål.

- Det havde været rigtig fedt, hvis vi havde vundet 1-0. Det havde været sjovere og lidt mere "wow". Så det var ærgerligt, at det lige skete på den her måde.

- De kunne have scoret på en af deres store muligheder tidligere i kampen, og så kunne vi måske bedre have accepteret 1-1, siger Kvist.

I nattetimerne efter tirsdagens kamp fløj spillerne til Kasakhstan, hvor holdet træner onsdag eftermiddag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx