15/09-17 23:19

Esbjerg tager teten på isen med lynmål i HerlevEsbjerg tager teten på isen med lynmål i Herlev

Ubesejrede Esbjerg Energy vandt 4-2 på udebane over Herlev Eagles og er nu alene i spidsen af Metal Ligaen.

storybild

Herlev. En lynscoring banede vejen for, at Esbjerg Energy fredag aften vandt 4-2 ude over Herlev Eagles i den bedste danske ishockeyrække.

Dermed er Esbjerg oppe på tre sejre ud af tre mulige og topper Metal Ligaen med ni point.

Esbjerg-profilen Felix Scheel bragte allerede vestjyderne foran 1-0 efter 27 sekunder i første periode.

13 minutter senere lykkedes det hjemmeholdets Frederik Bjerrum at udligne til 1-1. Kort inden første periodes udløb bragte Colin Vock Esbjerg foran med 2-1.

Midtvejs i anden periode øgede Esbjerg-spilleren Alexis Loiseau føringen, og det begyndte at ligne en jysk sejr.

Herlevs Mathias Thinnesen øgede spændingen i tredje og sidste periode, da han med lidt over fire minutter tilbage af kampen reducerede til 2-3.

Det endte dog ikke med point til Herlev, da Esbjergs Carson McMillan lukkede kampen med 4-2-målet 37 sekunder før tid.

Herlev gjorde det heller ikke nemmere for sig selv med adskillige to minutters udvisninger i løbet af kampen.

I de øvrige kampe vandt Aalborg Pirates 2-1 ude over Frederikshavn White Hawks efter overtid og straffeslag, mens Sønderjyske hjemme slog Gentofte Stars med 3-2 - ligeledes efter overtid og straffeslag.

I fredagens mest målrige opgør vandt Rungsted Seier Capital 6-5 hjemme over Rødovre Mighty Bulls i et rent sjællandsk opgør.

Rødovre udlignede til 5-5, efter at Rungsted ellers var kommet foran 5-2. Men Mattias Persson scorede det afgørende mål for Rungsted fire minutter før tid.

Endelig vandt Herning Blue Fox med hele 5-0 på udebane over Hvidovre Fighters.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx