Af Ritzau - 18/03-17 10:10

Bokseformand før EM-titelkamp: Ceylan har alt at tabeBokseformand før EM-titelkamp: Ceylan har alt at tabe

Det er først, når EM-titlen er forsvaret, at man er en rigtig mester, siger bokseformand før Ceylans EM-kamp.

storybild

Den danske bokser Dennis Ceylan kæmper lørdag for at beholde sit EM-bælte. Modstanderen er englænderen Isaac Lowe. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Det var godt, da Dennis Ceylan boksede sig til en ledig EM-titel i fjervægt sidste år. Men det er først, når han forsvarer den titel, at han bliver en rigtig mester.

Sådan lyder vurderingen fra Jesper D. Jensen, formand for Dansk Professionelt Bokse-Forbund, før Ceylan bokser titelkamp lørdag.

- Et er at vinde en EM-titel. Men noget andet er at forsvare den. Så er man den, der bliver jagtet. Modparten har intet at tabe, mens Dennis har alt at tabe.

- Det er sjældent, at boksere forsvarer en titel. Hvis han gør det, bliver han betragtet som en rigtig mester, siger formanden.

Lørdag møder den 28-årige Dennis Ceylan englænderen Isaac Lowe på hjemmebane i Ceres Arena i Aarhus.

Selv om Ceylan bokser i en vægtklasse, der ikke er kendt for at være en hårdtslående en af slagsen, er formanden fortrøstningsfuld.

- Det bliver en intensiv kamp. Med hans udboksnings-teknik kan han godt stoppe folk. Typisk med kombinationer i stedet for slag, vurderer Jesper D. Jensen.

Ceylan vandt kampen om den ledige EM-titel i fjervægt efter 12 tætte omgange mod engelske Ryan Walsh i 2016. Dommerne var uenige, og Ceylan vandt på en såkaldt split decision.

Dengang kaldte Jesper D. Jensen uenigheden om kampens udfald for en skandale. I hans øjne vandt Ceylan klart. Formanden tror på, kampen bliver afgjort på mere kompetent vis denne gang

- Det er nogle dygtige dommere og en dygtig kampleder, der kommer. Dem er jeg tilfreds med, siger han.

Dennis Ceylan lever af at bokse. I 2012 repræsenterede han Danmark som den første bokser i OL-turneringen siden 1996.

- Han er det største navn, vi har og suverænt den bedste. Han er en skidegod bokser.

- Han er ung og frisk, men han har de hårde kampe til gode. Jeg forventer at se ham bokse VM-kampe i fremtiden, siger Jesper D. Jensen.

Lørdagens kamp bokses i Ceres Arena i Aarhus.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx