Af Ritzau - 27/06-17 11:12; Opdateret: 27/06-17 15:34

Lyngby opruster defensivt frem mod næste sæsonLyngby opruster defensivt frem mod næste sæson

Thomas Guldborg Christensen har fået forlænget aftalen med Lyngby, der også henter Oliver Lund i OB.

storybild

Thomas Guldborg Christensen (tv.), der her ses i HB Køge-tiden, forlænger med Lyngby. (Billede: Scanpix/Henning Bagger/arkiv)

Fodboldklubben Lyngby ruster sig defensivt frem mod næste sæson i Alka Superligaen.

Tirsdag har klubben både underskrevet en forlængelse samt hentet nyt blod i OB med transferfrie Oliver Lund.

Først forlængede sidste sæsons bronzevinder kontrakten med veteranen Thomas Guldborg Christensen, så den også gælder i den kommende sæson.

Den 33-årige forsvarsspiller var ifølge Lyngbys hjemmeside kun på banen i to ligakampe i sidste sæson, men han har alligevel spillet sig til en forlængelse.

- "TC" er en kæmpe bidragyder både på og uden for banen, siger Lyngbys træner, David Nielsen, til hjemmesiden.

- Han er vigtig for vores mentalitet, og samtidig er han nu 100 procent frisk efter sin operation i efteråret. Det så vi beviset for, da han gik direkte ind på Brøndby Stadion og lukkede ned for Brøndby i 94 minutter.

- Det var et stærkt comeback, som vi siden hen har bygget videre på, og derfor er vi glade for at have forlænget aftalen med "TC” siger træneren.

Thomas Guldborg Christensen er en af Superligaens veteraner, om end han også flere gange har spillet i den næstbedste række og optrådt for svenske Hammarby og islandske Valur.

Forsvareren, der nåede 32 U-landskampe for Danmark, fik debut i Superligaen for AB, da han endnu var teenager.

Senere spillede han for blandt andre Viborg, Vejle, Herfølge og HB Køge.

Nogle timer senere kunne Lyngby så præsentere nyt blod i skikkelse af højrebacken Oliver Lund, der havde kontraktudløb i OB efter sidste sæson.

Han har skrevet under på en toårig kontrakt.

- Vi er vildt glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Oliver Lund. Vi har været i dialog med ham i en lang periode.

- Vi snakkede allerede med ham sidste sommer, og da det blev offentligt, at han sluttede i OB, satte vi hårdt ind for at få ham. Vi er derfor meget glade for, at vi er blevet enige, siger David Nielsen til Lyngbys hjemmeside.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx