Af Ritzau - 28/04-17 13:39

Allan Hansens Fifa-kollega tilstår bestikkelseAllan Hansens Fifa-kollega tilstår bestikkelse

Richard Lai har indrømmet, at han gennem tiden har taget imod omkring én million dollar i bestikkelse.

storybild

Præsidenten for fodboldforbundet i Guam, Richard Lai, der også har en plads i Fifa, har indrømmet, at han har taget imod bestikkelse. (Billede: Scanpix/Fabrice Coffrini)

Bestikkelsesskandalen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har ført til en ny indrømmelse og en ny suspendering af en topleder.

Præsidenten for Guams fodboldforbund, Richard Lai, har i retten i New York indrømmet at have taget imod omkring én million dollar (tæt på syv millioner danske kroner) i bestikkelse gennem tiden.

Det skriver AFP.

Indrømmelsen har ligeledes ført til, at Richard Lai er blevet suspenderet som præsident for sit lands fodboldforbund.

55-årige Lai har desuden siddet i Fifas revisionskomité sammen med danske Allan Hansen, hvor formålet er at sikre, at pengene i fodbold bruges forsvarligt og korrekt.

Ud over 850.000 dollar, som Richard Lai har modtaget fra asiatiske fodboldledere fra 2009 til 2012 for at fremme disses interesser, indrømmede han i retten at have taget imod 100.000 dollar fra Qatars Mohamed Bin Hammam.

Bin Hamman forsøgte i 2011 at vælte Sepp Blatter af tronen som Fifa-præsident, men han blev afsløret i brug af bestikkelse og er i dag udelukket fra fodbold på livstid.

Dengang var Allan Hansen formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) og mødtes også med Bin Hammam, men Allan Hansen siger til Ekstra Bladet, at han aldrig er blevet tilbudt bestikkelse fra Bin Hamman eller andre.

Ifølge Allan Hansen var der andre Fifa-ansatte med ved hans møde med Bin Hammam, hvorfor et forsøg på bestikkelse næppe har været interessant for den skandaleramte leder fra Qatar.

Det danske Fifa-medlem siger til Ekstra Bladet, at han er "dybt skuffet" over nyheden om sin nu tidligere kollega, som har indrømmet sine ugerninger.

Selv går Allan Hansen på pension om en måneds tid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx