01/11-17 00:10

Busquets efter 0-0: Vi manglede det vigtigsteBusquets efter 0-0: Vi manglede det vigtigste

Barcelona skabte chancerne, men manglede effektiviteten, da holdet måtte nøjes med 0-0 i Grækenland.

storybild

Lionel Messi og resten af Barcelona-offensiven kæmpede med træfsikkerheden i udekampen mod Olympiakos. Scanpix/Aris Messinis

Piraeus. Det er sjældent, FC Barcelona går fra banen uden at have scoret, men tirsdag aften lykkedes det græske Olympiakos at holde den catalanske offensiv fra fadet.

Chancerne var der til Barcelona, og holdets midtbaneanker Sergio Busquets mener da heller ikke, at der var ret meget at udsætte på selve spillet.

- Vi spillede godt, men manglede afslutningerne, og det er det vigtigste, lyder det fra Busquets til uefa.com.

Især Luis Suarez misbrugte adskillige store chancer, men også Lionel Messi viste sjælden uskarphed på et par gode muligheder.

Ineffektiviteten er dog ikke noget, som bekymrer Sergio Busquets.

- Vi prøvede alt, vi skabte gode chancer, og vi ramte træværket, men nogle gange vil bolden ikke ind. Vi skal bare fortsætte.

- Vi er stadig i en fantastisk position, og hvis vi spiller 100 kampe igen som den i dag, så vinder vi de 95 af dem, siger midtbanespilleren.

Det var blot anden gang i Barcelonas seneste 48 gruppespilskampe i Champions League, at holdet ikke formåede at komme på måltavlen.

For Olympiakos var det første point i årets Champions League, og trods ringe udsigter til avancement fra gruppen var der stolthed at spore i den græske lejr.

- Det er per definition svært at møde det bedste hold i verden, og vi er glade for dette point, siger forsvarsspilleren Leonardo Koutris ifølge uefa.com.

- Det er meget specielt at spille mod Messi og Luis Suarez. Den slags spillere møder man ikke hver dag. Det er en stor oplevelse og en fodboldlektie for os alle.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx