05/12-17 06:53

Håndboldkvinderne har fået flere musklerHåndboldkvinderne har fået flere muskler

Tidligere sled landsholdet indimellem med fysikken, men halvandet års arbejde har flyttet de danske spillere.

storybild

Oldenburg. De hopper højere, løber hurtigere og er blevet endnu stærkere.

Danmarks håndboldkvinder er rejst til VM i Tyskland med endnu flere muskler end tidligere.

Førhen sled landsholdet med fysikken mod de bedste modstandere, men den tid er slut nu.

- Vi begynder at være på niveau med de andre nationer, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Mange på holdet har taget flere muskler på, uden at det er gået ud over deres kondital. Flere har også smidt overflødigt fedt, og deres springtest bliver bedre. Vi kan sagtens blive stærkere og hurtigere, men vi har et ganske udmærket niveau, siger han.

Ved VM for to år siden kiggede Klavs Bruun Jørgensen med misundelse på et fysisk stærkt norsk hold, der vandt guld.

Landstræneren indså, at de danske spillere rent fysisk et godt stykke efter de bedste nationer.

Sidenhen er der blevet arbejdet med individuelle fysiske planer.

Playmaker Lotte Grigel mener allerede, at det øgede fysiske fokus kunne ses sidste år, hvor Danmark nåede semifinalen ved EM.

- Det gjorde en forskel, men i de vigtige kampe manglede vi alligevel det sidste. Nu har vi haft et år til at lægge endnu mere på fysikken, siger Lotte Grigel.

- I forsvaret kan vi mærke, at vi har mere råstyrke. Tidligere var der en forskel fra det danske spil i forhold til internationalt, hvor de spiller hårdere end os. Nu er vi kommet op på niveau og kan sagtens være med, mener hun.

Lotte Grigel har gennem karrieren haft problemer med sine knæ, men smerterne er forsvundet, efter at der er blevet arbejdet målrettet med hendes fysik.

Anfører Stine Jørgensen kan også mærke fysisk fremgang på landsholdet.

- Vi har lagt et lag på, og jeg håber, at det betyder, at vi står stærkere end sidste år, hvis vi kommer langt i turneringen.

- Jeg har selv svært ved at øge min muskelmasse. Men vi bliver målt og vejet, og testene viser, at jeg er blevet stærkere, siger Stine Jørgensen.

Stregspilleren Kathrine Heindahl har store muskler og har derfor fokus på andre ting i arbejdet med sin fysik.

- Jeg arbejder på forholdet mellem min vægt og muskelmasse i forhold til hurtighed og springstyrke, hvor vi måske kan skrue to-tre procent hos mig.

- Jeg har også fokus på min bevægelighed og mit fodarbejde, så jeg kan blive hurtigere i forsvaret. En tredje ting er min kondition, så jeg kan løbe med frem og tilbage, siger Heindahl.

De danske landsholdskvinder bliver løbende testet, så landstræner Klavs Bruun Jørgensen kan se, om spillerne udvikler sig. Den seneste test blev foretaget to måneder før VM i Tyskland.

- Det var vigtigt at få dem testet, så vi kunne nå at justere på nogle ting.

- Der var selvfølgeligt lidt, der skulle justeres, men det var ikke sådan, at jeg tænkte, at nu er vi på skideren.

- Der er ingen tvivl om, at der er fremgang, og at vores bundniveau er væsentligt bedre end tidligere, siger landstræneren.

Danmark møder tirsdag aften Tunesien i den tredje gruppekamp. Danskerne åbnede VM lørdag med et nederlag til Montenegro, inden Japan blev dagen efter.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx