26/08-17 09:26; Opdateret: 26/08-17 09:38

FC København henter Santander-afløser hos ligarivalFC København henter Santander-afløser hos ligarival

Angriberen Martin Pusic skifter til FC København på en kontrakt, der gælder frem til næste sommer.

storybild

Martin Pusic spiller resten af denne sæson i FC København. Scanpix/Henning Bagger

København. FC København har fundet erstatningen for Federico Santander, der er skadet i resten af efterårssæsonen.

Valget er faldet på FC Midtjyllands Martin Pusic, som har fået kontrakt i hovedstadsklubben indtil sommeren 2018.

- Efter Federicos skade har det været nødvendigt for os at supplere truppen med en angriber mere.

- Det betyder også, at vi så har en angriber ekstra i foråret 2018, siger FC Københavns træner og manager, Ståle Solbakken, til klubbens hjemmeside.

Martin Pusic gjorde sit indtog i dansk fodbold i vinteren 2014 og havde indledningsvis stor succes som målskytte i først Esbjerg og siden FC Midtjylland.

Siden røg han ud på et sidespor i det midtjyske, der i foråret udlejede ham til Sparta Rotterdam i Holland.

- Vi kender Pusic godt fra hans tid i Esbjerg og FC Midtjylland og ved, at vi får en "proven goalscorer" i Superligaen. Vi har også set hans kampe i Holland mens han har været udlejet, hvor han har gjort det fint.

- Nu skal han bruge lidt tid på at komme op i gear her, men vi ser frem til at arbejde sammen med ham, lyder det fra Ståle Solbakken.

29-årige Pusic er østriger med kroatiske rødder og er vidt berejst i fodboldverdenen. FC København bliver således hans 12. klub som professionel.

- Det er en stor mulighed for mig. Jeg kommer til den største klub, jeg har spillet i hidtil i min karriere. Og jeg ser frem til en spændende tid i en klub, der vil vinde mesterskabet hvert år og også spiller i Europa.

- Jeg kender selvfølgelig den danske Superliga, og jeg kender mine egne kvaliteter. FCK spiller en offensiv form for fodbold, som passer godt til mig, siger Martin Pusic.

Den nye FCK-angriber er noteret for 37 mål i 82 kampe i den bedste danske fodboldrække.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx