30/11-17 12:16

Konkurrenter venter spændt på endnu et Woods-comebackKonkurrenter venter spændt på endnu et Woods-comeback

Tiger Woods spiller torsdag turneringsgolf for første gang siden 3. februar, når han gør comeback på Bahamas.

storybild

Øjnene hviler på Tiger Woods i denne uges turnering på Bahamas. Scanpix/Kyle Terada

Nassau. Torsdag gør golffænomenet Tiger Woods comeback for femte gang, siden han i foråret 2014 blev opereret i ryggen.

Den 41-årige amerikaner er blandt 18 spillere, som er med i turneringen World Hero Challenge på Bahamas.

Konkurrenterne er alle sammen med i den aktuelle verdenstop, og de har iagttaget Woods under opvarmningsdagene. De forudser et lovende comeback for ikonet, som ikke har spillet turneringsgolf siden februar.

- Han virker endnu mere selvsikker den her gang, han går og snakker og hygger sig. Vi er alle meget interesserede i at se, hvordan det kommer til at gå ham i denne uge, forhåbentlig er det starten på noget godt, siger Jordan Spieth.

Verdensranglistens nummer to stoppede selv op under onsdagens Pro-Am-runde, da han fra sin position på 17. hul kunne kigge tværs over vandet for at se Tiger Woods putte på 9. hul.

Torsdag skal Tiger Woods gå i bold med Justin Thomas, verdensranglistens nummer tre.

- Folk vil blive chokerede over at se, hvor god han er, siger Justin Thomas.

Under onsdagens Pro-Am-runde imponerede Woods blandt andet med en eagle på et par 4-hul, da hans drive endte på green, og han siden puttede bolden i hul fra cirka syv meter.

Spørgsmålet er, om den 14-dobbelte majorvinder kan holde til at spille professionel golf - og i så fald hvor længe. Ved hans seneste comeback nåede han at spille syv runder, før han måtte give op.

- Min fysioterapeut har haft overarbejde det seneste år med arbejde hver morgen og aften for at få mig klar, siger Woods.

- Nu har jeg været ude længe, og jeg ser virkelig frem til at komme ud og spille igen, tilføjer han.

Hans mange lange turneringspauser har sendt ham ned som nummer 1199 i verden. Uanset weekendens resultat i det stærke felt vil han vende tilbage i top-1000 ved næste uges opdatering af verdensranglisten.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx