25/09-17 22:18

Systemskifte har bragt ny energi til sprudlende FCMSystemskifte har bragt ny energi til sprudlende FCM

FC Midtjylland sejrede sikkert i Aarhus mandag aften, og et skifte i spilkonceptet har givet energi i truppen.

storybild

Aarhus. Et nyt spilkoncept er en stor del af forklaringen på, at FC Midtjylland i øjeblikket sprudler i Alka Superligaen.

Det siger flere af holdets spillere efter den sikre 3-0-sejr over AGF i Aarhus, som betyder, at midtjyderne nu er oppe på andenpladsen i ligaen.

I de seneste kampe har FCM spillet i en 3-4-3-formation, og det passer tilsyneladende spillerne godt. Sejren i Aarhus følger flot op på 5-1 over Hobro i sidste uge.

- Alle spillerne nyder det, og det er et inspirerende spilkoncept. Systemet gør os mere aggressive. Det er en fed måde at spille fodbold på, og derfor er det også gået hurtigt med at få succes med det, siger anfører Jakob Poulsen.

Holdkammeraten Marc Dal Hende er enig.

- For min skyld skal træneren ikke ændre systemet. Jeg synes, det er helt vildt sjovt at spille. Det stiller større krav til os fysisk, og det er fedt. Det passer perfekt til mig, siger Marc Dal Hende.

FCM-træner Jess Thorup har da heller ikke tænkt sig at gå tilbage til en mere traditionel formation.

Det inspirerer nemlig også ham at eksperimentere og skabe fornyet energi i truppen.

- Dem, der ser vores træning, kan se, at vi sprudler af lyst, selvtillid og motivation for tiden. Alle spillerne vil gerne det her, og alle bidrager. Det er kanon fedt at være en del af.

- Jeg synes selv, det er sjovt at dreje på nogle små knapper og justere. Det giver en fornyet energi, og man bliver nysgerrig som træner for at motivere sine spillere. Det har helt klart haft den effekt, jeg håbede.

Systemskiftet kommer ikke som en pludselig indskydelse.

- Jeg har overvejet det nye system siden i vinter. Først for at gøre os mere fleksible i kampsituationer, og nu for at det skal være 100 procent vores spilkoncept fremadrettet, siger Jess Thorup.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx