Af Ritzau - 27/04-17 11:35

FCK-mesterskab på søndag vil udløse spontan festFCK-mesterskab på søndag vil udløse spontan fest

I tilfælde af FC København-sejr og Brøndby-nederlag bliver FCK mester på søndag, men ingen fest er planlagt.

storybild

Hvis resultaterne arter sig, kan FC København på søndag juble over endnu et vundet mesterskab. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Realistisk set er spørgsmålet ikke, om FC København bliver dansk mester i denne sæson, men snarere hvornår det er en realitet.

Det kan ske allerede på søndag. Det kræver, at FC København selv vinder sin hjemmekamp over Lyngby, samt at Brøndby taber hjemme til Sønderjyske.

Ved dette scenarie vil førerholdet, FCK, øge sit forspring til den nærmeste konkurrent til 16 point, og det vil ikke kunne hentes med fem spillerunder tilbage.

Men en mesterskabsfest søndag vil i så fald blive af den mere atypiske slags. FCK spiller nemlig sin kamp klokken 16, mens Brøndby først skal i aktion klokken 18.

Derfor må FCK vente i spænding et par timer, hvis holdet har ordnet egne paragraffer.

Den forsvarende mesterklub har da heller ikke planlagt en mesterskabsfest. Hverken i Telia Parken eller andetsteds.

- Vi har ikke planlagt det store. Hvis vi selv vinder, så tager vi stilling derfra. Spillerne bliver i Telia Parken og spiser som altid, fortæller FC Københavns pressechef, Jes Mortensen.

Planlagt eller ej skal der dog nok blive fest i hovedstaden, hvis FCK søndag vinder sit 12. mesterskab.

- Vi skulle kende os selv og vores fans dårligt, om ikke der skulle komme en fest ud af det, hvis vi skulle være så heldige søndag, men der er ikke planlagt noget.

- De spontane er oftest de sjoveste, og sandsynligheden er ikke kæmpe på søndag, siger Jes Mortensen.

Kommer mesterskabet ikke i hus søndag, venter en ny mulighed næste fredag.

Hvis FCK sørger for at vinde over Lyngby søndag, kan guldet sikres den efterfølgende fredag med en udesejr over FC Nordsjælland.

Med seks spillerunder tilbage af Alka Superligaens mesterskabsspil har FCK 74 point, mens Brøndby har 61. Lyngby har 43 point på tredjepladsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx