07/05-18 19:51

Bakken Bears vinder mesterskab nummer 15 på 21 årBakken Bears vinder mesterskab nummer 15 på 21 år

Bakken Bears var bagud med syv point inden sidste periode, men vandt guldet med en 83-76-sejr over Horsens.

storybild

Aarhus. For 16. gang i historien og for 15. gang siden 1997 vandt herrerne fra Bakken Bears mandag aften DM-guld i basketball.

Med en hjemmesejr på 83-76 over Horsens IC gjorde Bakken rent bord i finaleserien, som blev vundet med 4-0.

Danmarksmestrene havde ellers lidt problemer i mandagens kamp, og holdet var bagud med syv point, inden de sidste ti minutter.

I fjerde periode lavede Horsens dog kun ti point, og det udnyttede Bakken til at vinde guldet.

Vejlby-Risskov Hallen var udsolgt til mandagens potentielt afgørende finale, og tilskuerne kunne se hjemmeholdet få den bedste start, da Bakken midtvejs i første periode førte 11-4.

Horsens nåede at udligne, før Bakken igen trak fra og førte med 26-21 efter de første ti minutter.

Der var knap så store udsving i de følgende ti minutter. Derfor gik Bakken til pause med en smal føring på 43-41.

I tredje periode begyndte det til gengæld at lugte af en femte finale, da Horsens viste stor skarphed og etablerede et forspring, der nåede op på ti point.

Det viste sig at være forgæves for de gulklædte, som tog scoringspause på over fire minutter i begyndelsen af fjerde periode.

Det udnyttede Bakken Bears til at komme på omgangshøjde, og midtvejs i perioden sendte Bakken-stjernen DeVaughn Akoon-Purcell sit hold i front med 73-68.

Den træfsikre amerikaner blev pointmæssigt overstrålet af holdkammeraten Jeffrey Crockett, som blev sit holds topscorer med 20 point.

Hos gæsterne var Lawrence Alexander endnu farligere, men hans 34 point var ikke nok til at fremtvinge en femte finale.

I kampens sidste minutter virkede Horsens-spillerne til at have opgivet at hente Bakkens forspring, og så røg champagnepropperne af til store glæde for aarhusianerne.

Mesterskabet kom i hus efter et ujævnt slutspil fra Bakkens side.

Først blev Copenhagen Wolfpack fejet af banen i tre kampe, men efterfølgende voldte det problemer for Bakken, at holdet var i gang med en historisk god europæisk kampagne sideløbende med slutspillet.

I semifinaleserien var aarhusianerne nede med 0-2 i kampe mod Team FOG Næstved, men med kniven for struben vandt Bakken de følgende tre kampe og avancerede til finalen.

Her var der til gengæld ingen problemer med at besejre de østjyske rivaler fra Horsens.

Da det aarhusianske basketballflagskib vandt sit første mesterskab i 1958, var det under navnet Aarhus Basketball Forening (ABF).

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Lyntransfer: Eftertragtet...
bt.dk
Manden bag mystisk lyd-klip står...
bt.dk
TINDER-TIRSDAG: 10 liderlige beskeder...
bt.dk
Tragedie: Ung mand død i ulykke på...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx