02/12-17 02:25

Woods toppede leaderboard men faldt tilbage i comebackWoods toppede leaderboard men faldt tilbage i comeback

Det amerikanske golfikon gik endnu en solid runde i Hero World Challenge, der er hans comeback efter pause.

storybild

Nassau. Tiger Woods er tilbage på græs, og fredag fulgte han op på en solid første runde ved Hero World Challenge med endnu en fornem præstation på andendagen af turneringen, der finder sted på Bahamas.

Den 41-årige amerikaner viste på sin anden runde flere gange glimt af sit tidligere storspil.

Især på banens første ni huller spillede den 14-dobbelte majorvinder suverænt. De sidste ni huller var dog ikke helt lige så prangende, og Woods måtte blandt andet notere to bogeys. Alligevel kunne amerikaneren gå i klubhuset efter 68 slag - fire slag under par.

- Succesfuld, lød det fra Tiger Woods, da han blev bedt om at beskrive sin runde i et enkelt ord.

Tiger Woods høstede dagens største bifald, da han undervejs pludselig toppede leaderboardet.

Det skete, efter at han lagde ud med tre birdies på fire huller. Det blev fulgt op af tre flotte par og krydret med en imponerende eagle på niende hul.

Men da Woods ikke kunne følge op på den flotte indledning, blev han overhalet af flere andre spillere. Ikke mindst Charley Hoffman, der præsterede en runde i blot 63 slag.

Hoffman lavede ikke mindre end 12 birdies, hvoraf de fem faldt på de sidste fem huller.

Det var nok til at placere amerikaneren i en komfortabel førerposition inden tredje runde. Han ligger således tre slag foran Jordan Spieth og Tommy Fleetwood, der deler andenpladsen.

Tiger Woods indtager en delt femteplads - fem slag efter Charley Hoffman.

Hero World Challenge er Tiger Woods' comeback efter en længere skadepause.

Hans cv tæller i alt 79 sejre på PGA-touren - heriblandt 14 majortitler.

Han har dog ikke vundet en turnering i mere end fire år, og Hero World Challenge er hans blot 20. turnering siden hans første rygoperation i foråret 2014.

Hero World Challenge er hans første turnering i ti måneder, og han har i mellemtiden gennemgået endnu en rygoperation.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx