24/08-17 06:02

Støtter til udstødt quarterback demonstrerer ved NFL-bygningStøtter til udstødt quarterback demonstrerer ved NFL-bygning

Engang var Colin Kaepernick et varmt navn, men ingen NFL-hold vil røre spilleren efter politisk aktivisme.

storybild

New York City. Flere hundrede demonstranter er onsdag aften lokal tid mødt op uden for ligaen for amerikansk fodbold NFL's hovedkvarter i New York. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Årsagen er, at den tidligere stjernequarterback Colin Kaepernick ikke har fået et job hos et hold i ligaen før sæsonen, der begynder i september.

Demonstranterne mener, at den manglende interesse for Kaepernick skyldes, at han sidste år demonstrativt nægtede at rejse sig for den amerikanske nationalsang, der bliver spillet før hver NFL-kamp.

Kaepernick sagde selv, at det amerikanske flag ifølge ham symboliserer systematisk vold mod sorte. Han ønskede derfor at starte en debat om emnet.

Den 29-årige Kaepernicks protest har efterfølgende startet en bølge i NFL, hvor en lang række spillere ikke vil rejse sig for nationalsangen.

Det har betydet, at quarterbacken i visse kredse er blevet en særdeles upopulær herre og er blevet beskyldt for at være antipatriotisk.

Mange sportsstjerner har udtalt støtte til Colin Kaepernick.

På samme måde har flere borgerrettighedsorganisationer udtalt sig kritisk om, hvorfor Kaepernick ikke som minimum kan få en reservetjans hos et hold i NFL.

Den tidligere baseballspiller Hank Aaron siger onsdag til blackamericaweb.com, at Colin Kaepernick bliver uretfærdigt behandlet.

- Kig på de andre quarterbacks i ligaen lige nu. Jeg tror ikke, der er nogen, som kan gøre det, Kaepernick kunne. Jeg ville ønske, at der var nogen, som ville give ham en chance, siger Aaron.

Kaepernick tog ligaen med storm, da han vandt startpladsen som San Francisco 49'ers' quarterback i 2012. Han førte samme år sit hold helt til Super Bowl, som modstanderen, Baltimore Ravens, vandt 34-31.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx