Af Ritzau - 28/04-17 17:39

Italiensk Sky-sprinter triumferer efter Giro-vragningItaliensk Sky-sprinter triumferer efter Giro-vragning

Elia Viviani vandt 3. etape af Romandiet Rundt samme dag, som han blev vraget til at køre Giroen i hjemlandet.

storybild

Elia Viviani var hurtigst i Romandiet fredag eftermiddag. (Billede: Scanpix/Fabrice Coffrini)

Den italienske sprinter Elia Viviani (Sky) fik fredag morgen beskeden om, at han ikke er en del af Sky-holdet til det kommende Giro d'Italia i hans hjemland.

I stedet for at surmule over det, svarede han tilbage på bedste maner, da han fredag eftermiddag triumferede på 3. etape af Romandiet Rundt.

Da det hele kom ned til en spurt efter 180 kilometer, var Viviani stærkere end Sonny Colbrelli (Bahrain-Merida) og Michael Schwarzmann (Bora-Hansgrohe).

Det var italienerens sejr nummer 41 i karrieren og den første i 2017. Hans største bedrift er en etapesejr i Giro d'Italia.

Flere lykkeriddere prøvede sig af på etapen i Romandiet, men ingen forsøg viste sig holdbare. Det sidste seriøse forsøg var dog ved at give pote.

Enkeltstartsspecialisten Alex Dowsett (Movistar) stak af med under 25 kilometer igen, og han skabte hurtigt et hul.

Han blev ved med at øge, indtil han nåede at have cirka et halvt minuts forspring. Sprinterholdene var dog ikke indstillet på at lade briten lukrere på en ellers flad afslutning, og seks kilometer før mål var han indhentet.

Derfor endte det som ventet i en massespurt, hvor Viviani var hurtigst.

Det vigtigste for Sky-holdet i Romandiet er dog, at briten Chris Froome får bygget formen godt op forud for sommerens Tour de France.

I den samlede stilling er det fortsat Fabio Felline (Trek), der ligger øverst i klassementet. Italieneren var hurtigst i prologen på løbets førstedag.

Romandiet Rundt slutter søndag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx