Af Ritzau - 29/01-17 09:01

Danske håndboldrivaler kæmper om CL-nåleøjeDanske håndboldrivaler kæmper om CL-nåleøje

Danske dueller i gruppespillet bliver afgørende for, om FCM eller Esbjerg får plads i CL-kvartfinalerne.

storybild

Danske storrivaler mødes i Champions League søndag, når FC Midtjylland får besøg af Team Esbjerg. Her ses Maria Lykkegaard (tv), København Håndbold og Maria Mose Vestergaard (th.), Team Esbjerg under en kamp i Primo Tours Ligaen i januar. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

De to største rivaler i dansk damehåndbold brager i weekenden sammen i Champions League, når FC Midtjylland søndag på hjemmebane får besøg af Team Esbjerg.

For FC Midtjylland er kampen ekstra vigtig, da det er på hjemmebane, at træner Kristian Kristensens spillere skal skabe fundamentet for en plads i kvartfinalerne.

Ungarske Györi, slovenske Krim Mercator og norske Larvik er placeret over de to danske topklubber i gruppen, og det er svært at se både FCM og Esbjerg gå videre.

- Nøglen ligger lidt i hjemmekampene, for skal vi videre, skal vi have vores point her. Det er svært at få dem på udebane, siger Kristian Kristensen.

- Det er jo en hjemmekamp, så den kan være altafgørende allerede nu.

- Men vi vil ikke lægge hovedet på blokken, for der er flere muligheder i løbet af turneringen. Men det ville være et rigtig godt afsæt, siger han.

Begge hold har ifølge FCM-træneren en smal trup, når de mødes i gruppespillet.

Midtjyderne solgte Fie Woller før vinterpausen og har opsagt kontrakten med Eliza Buceschi, mens det endnu er uvist om højrebacken Louise Burgaard kan spille.

Hos Team Esbjerg er en af ligaens største profiler - hollandske Estavana Polman - færdig for sæsonen, da hun er gravid.

Holdene har derfor næsten lige gode chancer for at vinde søndagens opgør, mener FCM-træneren.

- Det er to hold, der har mistet lidt profiler på holdet i opstarten. Styrkemæssigt ser vi i Champions League ud til at være fifty-fifty. Det kan godt være, at vi er en lille favorit, siger han.

Team Esbjerg-træner Lars Frederiksen mener ikke, at der er plads til begge danske klubber i kvartfinalerne.

- Det er svært at se to danske hold gå videre, så en af os må ud. Det er mit udgangspunkt, siger Frederiksen.

- Det er klart, at hvis FCM slår os på søndag, så ser det sværere ud for os og nemmere ud for dem. Hvis vi vil noget i Champions League, så skal vi forsøge at drille dem.

Esbjerg-træneren ser også søndagens brag mellem sidste sæsons DM-finalister som åben.

I sidste sæson slog Esbjerg FCM i kampen om DM-guld på yderste margin i en straffekastkonkurrence. I denne sæson har FCM lagt sig i spidsen af den hjemlige liga med et hul på otte point til vestjyderne.

- De her kampe mod FCM har lidt deres eget liv. FCM er favoritter, men alt kan ske.

- Vi har haft mange jævnbyrdige kampe og kender hinanden ud og ind. Det giver nogle specielle kampe uden så mange mål, siger Lars Frederiksen.

Esbjerg-træneren forklarer, at den hjemlige liga har klar førsteprioritet i forhold til Champions League.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde. Men det er svært at satse på to turneringer, specielt efter at vi ikke har spillet på vores topniveau på det seneste.

- Efter kampen mod FCM møder vi sidste års to CL-finalister Györi og Bucuresti, så det er svært.

- Vi håber, at vi kan tage point hist og her, og hvis vores konkurrenter sætter point til, så er alt muligt.

- Målet er nu ikke en kvartfinale, men at få erfaringer og drille de andre hold, siger Lars Frederiksen.

De to danske rivaler mødes igen i Champions League i Esbjerg 26. februar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx