Af Ritzau - 15/05-17 21:44

Ehlers er vild med landsholdet: Jeg vil til VM igenEhlers er vild med landsholdet: Jeg vil til VM igen

Nikolaj Ehlers' lyst til landsholdet er uformindsket, selv om VM blev en blandet oplevelse.

storybild

Nikolaj Ehlers er også i fremtiden klar til at trække i landsholdstrøjen. (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

I forhold til sidste års indtog i kvartfinalen og stor personlig succes har VM denne gang været lidt mere afdæmpet for Nikolaj Ehlers.

Men selv om hverken han eller holdet har været på helt samme niveau, har det ikke pillet ved den danske stjernespillers begejstring for at gøre et indhug i sommerferien for at spille for Danmark.

- Det kunne have været en meget federe tur, hvis vi lige havde spillet lidt bedre, men det ændrer overhovedet ikke på mine beslutninger fremover. Jeg elsker at komme hjem at spille, siger Nikolaj Ehlers.

Den 21-årige Winnipeg Jets-spiller har ved VM været den eneste NHL-spiller i den danske trup.

Lars Eller og Nicklas Jensen var optaget af forpligtelser for deres klubber, mens resten havde meldt afbud.

- De har jo taget deres beslutning af personlige grunde. Jeg kommer sikkert også til at melde afbud engang. Men når jeg kan, og jeg ikke er skadet, så kommer jeg hjem. Der er ikke noget der, siger Nikolaj Ehlers.

Han slutter VM som dansk topscorer, selv om det slet ikke lykkedes ham at komme på måltavlen.

I ishockey vægtes måloplæg lige så højt som mål, så Ehlers' fire målgivende pasninger rækker til en plads øverst på den danske liste.

Den selvkritiske forward har dog ikke været tilfreds med sit eget spil ved VM, og han falder heller ikke i svime over holdets præstation i den afsluttende 2-0-sejr over Italien.

- Vi brændte for store chancer. Pucken gad ikke i nettet, og det har vi haft nogle problemer med ved VM.

- Men det var en vigtig sejr, og vi spillede en okay kamp. Det var ikke noget særligt, siger Nikolaj Ehlers.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx