03/09-17 22:47

Portugal nedlægger hårdtspillende ungarer i uskøn kampPortugal nedlægger hårdtspillende ungarer i uskøn kamp

Ungarn gik hårdt til Portugal i søndagens møde, men portugiserne hev alligevel sejren med hjem.

storybild

André Silva får presset bolden ind i mål til 1-0 i udekampen mod Ungarn i VM-kvalifikationen. Scanpix/Attila Kisbenedek

Budapest. På en scoring af angriberen André Silva kort inde i anden halvleg lykkedes det Portugal at hive en 1-0-sejr med hjem fra et hårdhændet ungarsk tackleinferno i VM-kvalifikationen.

Ved EM i Frankrig leverede de to hold en fantastisk gruppekamp, som endte 3-3 med masser af underholdning og flotte mål.

Sådan blev søndagens møde på ingen måde. Tværtimod.

Det blev en indledning med tung portugisisk dominans, men i og omkring feltet manglede gæsterne skarphed.

Det gjorde, at de hårdt kæmpende ungarere flere gange fik afværget ellers farlige situationer.

Ungarn forsøgte at tirre de iberiske temperamenter med hårdt spil fra start. Mange små eftertacklinger og hårde frispark spolerede al rytme i den uskønne affære.

Efter en halv time havde kampens dommer fået nok. Ungarns Tamas Priskin svingede en albue i ansigtet på den tidligere Real Madrid-spiller Pepe, og Priskin fik direkte rødt kort.

Hvis man troede, at det fik ungarerne til at slappe af, så tog man fejl. Faktisk gjorde det kun hjemmeholdets spillere endnu mere aggressive i alle dueller, men det blev ved den ene udvisning og 0-0 ved pausen.

Ungarerne fortsatte den hårde linje efter pausen, men efter fire minutter blev de tvunget til også at tænke i offensiv fodbold. For Portugal kom foran.

Cristiano Ronaldo sendte et indlæg over både målmand og forsvar, og ved bagstolpen kunne angrebsmakker André Silva tage både krop og bold med ind i mål til 1-0.

Ungarn kom frem til nogle chancer, men det var Portugal, som fortsat var farligst.

Det blev dog ikke til flere mål i den lidet underholdende kamp.

Med sejren holder Portugal sig tre point efter Schweiz, som samtidig slog Letland 3-0 på udebane.

Der resterer to runder, og Portugal tager imod Schweiz i sidste spillerunde.

Det er målscoren, som er afgørende ved pointlighed, og på den konto er Portugal lige nu ni mål bedre end schweizerne.

Færøerne tog en 1-0-sejr hjemme mod Andorra i gruppen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx