02/12-17 12:05

Tilbageblik: Montenegro-kampe giver garanti for dramaTilbageblik: Montenegro-kampe giver garanti for drama

Danmark åbner lørdag VM i håndbold mod Montenegro. De to hold har spillet flere drabelige opgør mod hinanden.

storybild

Med en 22-21-sejr sendte et undertippet dansk hold Montenegros europamestre ud af VM i 2013. Kampen er en af de mest dramatiske mellem de to nationer. Scanpix/Andrej Isakovic

Oldenburg. Montenegro har stillet med et selvstændigt kvindelandshold i håndbold siden 2006, da landet løsrev sig fra Serbien.

Fire år senere slutrundedebuterede montenegrinerne med en sjetteplads ved EM og har stort set tilhørt den europæiske elite siden.

Det er undervejs blevet til en række tætte og dramatiske opgør mod Danmark. Her er fem af de største:

* EM 2010: Danmark-Montenegro 29-30

Danmark var allerede før kampen kvalificeret til EM-semifinalen, men nederlaget til et Montenegro-hold anført af Bojana Popovic fik alligevel en vis betydning. Dukkerten knækkede Jan Pytlicks mandskab, der ellers havde vundet fem kampe på stribe foran eget publikum i Herning. Med efterfølgende nederlag i semifinalen og bronzekampen sluttede Danmark EM på fjerdepladsen.

* VM 2013: Danmark-Montenegro 22-21

Et undertippet dansk hold syntes på vej ud af VM allerede i ottendedelsfinalen, men rejste sig med en stor præstation mod europamestrene. I de dramatiske slutsekunder scorede Katarina Bulatovic hos den danske målvogter Cecilie Greve, men tiden var udløbet, inden bolden krydsede målstregen. Sejren var et højdepunkt på vejen mod bronzemedaljerne - de første VM-medaljer til Danmark i 16 år.

* VM 2015: Danmark-Montenegro 21-23

Efter et stort nederlag til Ungarn skuffede det danske hold igen hjemmepublikum i det indledende gruppespil i Herning. Danmark var bagud 7-12 efter en rystende usikker første halvleg, og selv om det blev bedre efter pausen, var hullet blevet for stort. Både Montenegro og Danmark blev efterfølgende slået ud i kvartfinalen og mødtes på ny i en placeringskamp, som Danmark vandt klart.

* OL-kvalifikation 2016: Danmark-Montenegro 22-26

Dagen før havde danskerne tabt til Rumænien efter en dårlig præstation, og Montenegro-kampen var vind-eller-forsvind for Klavs Bruun Jørgensens tropper. Trods en bedre indsats og en føring på 20-19 i anden halvleg endte det med en ny nedtur, der slukkede de danske OL-drømme på en trist aften i Aarhus.

* EM 2016: Danmark-Montenegro 22-21

Efter fiasko ved OL kom Montenegro til EM med en række nye spillere, og der var på forhånd en del usikkerhed om holdets egentlige styrke. I EM-premieren skabte Danmark hurtigt et forspring, men blev indhentet efter en dårlig start på anden halvleg. 40 sekunder før tid scorede Stine Jørgensen sit niende mål og sørgede for en værdifuld dansk åbningssejr.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx