Af Ritzau - 19/04-17 15:28; Opdateret: 19/04-17 19:28

Valgren udgår af belgisk klassiker efter grimt styrtValgren udgår af belgisk klassiker efter grimt styrt

Michael Valgren styrtede og slog hovedet 67 kilometer før mål i La Flèche Wallone.

storybild

Michael Valgren (Astana) styrtede onsdag i Belgien. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Den danske Astana-rytter Michael Valgren passerede onsdag ikke målstregen sammen med resten af feltet i klassikeren La Flèche Wallone.

Med lidt over 67 kilometer tilbage af løbet lå danskeren yderst i feltets højre side, da han styrtede og blev slæbt flere meter hen ad asfalten.

Nærbillederne viste danskeren siddende op ad autoværnet med blod i ansigtet, og han blev straks tilset af en læge.

Michael Valgrens kæreste oplyser til TV2, at Valgren ikke har brækket noget, men er sluppet fra styrtet med hudafskrabninger.

På Twitter skriver den danske cykelrytter:

- Jeg er okay. Ved ikke, hvad der skete. Tak for alle beskederne.

Også Valgrens hold skrev undervejs om danskeren på Twitter.

- Michael er tvunget til at udgå af løbet. Han har brug for lægelig assistance og undersøgelse. Vi håber det bedste, skrev Astana.

Tv-billederne tydede ikke på en farlig kontakt med en anden rytter, og det var muligvis en genstand på asfalten, som førte til styrtet. Den præcise årsag er endnu ikke bekræftet.

Valgrens danske holdkammerat Jakob Fuglsang forklarer, at han var i færd med at blive kørt frem i feltet med hjælp fra Valgren, da uheldet skete.

- Jeg tænkte "shit", og at det ikke var godt. Det var også derfor, jeg kaldte på bilen hurtigt, fordi jeg vidste, hvad der var sket. Nu er jeg selvfølgelig bare glad for at høre, at Valgren er okay, siger Jakob Fuglsang til TV2 Sport.

Michael Valgren skulle efter planen køre Liege-Bastogne-Liege den kommende søndag, hvor han var tiltænkt en kaptajnrolle.

En del tyder dog på, at de planer må revurderes ifølge Astanas sportsdirektør Lars Michaelsen

- Vi håber, at han har det godt om 14 dage, men lige nu ved vi ikke meget mere, end at han er på hospitalet sammen med holdets læge, hvor han skal igennem nogle CT-skanninger med hovedet og nakken, siger sportsdirektøren til TV2 Sport.

Ingen andre ryttere kom til skade i situationen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx