25/08-17 11:52; Opdateret: 25/08-17 16:07

Magnussen var 16.-hurtigst i begge træninger i BelgienMagnussen var 16.-hurtigst i begge træninger i Belgien

Kevin Magnussen var hurtigere end sin teamkammerat i første træning, men langsommere i den anden.

storybild

Francorchamps. Den danske racerkører Kevin Magnussen satte 16.-hurtigste tid i begge fredagens træninger forud for det belgiske Formel 1-grandprix, som køres søndag.

I den første træning var den danske Haas-kører 3,113 sekunder langsommere end den hurtigste kører, som blev finnen Kimi Räikkönen (Ferrari).

Magnussen kunne glæde sig over, at han var en anelse hurtigere end sin teamkammerat, Romain Grosjean, på Spa-banen. Men dog kun 11 tusindedele af et sekund.

Den første kører, der gjorde sig bemærket under træningen, var Williams-køreren Felipe Massa.

I et sving mistede brasilianeren kontrollen over bilen og røg ud i barrieren. Bilen tog så meget skade, at Massa ikke kom ud at køre mere.

Også Magnussen løb ind i problemer, da hans hovedstøtte pludselig sad løs, mens danskeren var ude på banen. Det kostede en tur i pit for at få løst problemet.

Med 25 minutter tilbage af træningen måtte Valtteri Bottas (Mercedes) også et smut i barrieren, men det var med så lav fart, at finnen selv kunne køre i pit og få skiftet sin forvinge, der havde taget skade.

I fredagens anden træning var Lewis Hamilton (Mercedes) hurtigste kører foran Kimi Räikkönen.

Magnussen gentog placeringen som nummer 16, men denne gang rakte det ikke til slå Grosjean, der blev nummer 13.

Franskmanden blev noteret for tiden 1 minut og 47,285 sekunder, mens Magnussens hurtigste omgang lød på 1 minut og 47,556 sekunder.

Lørdag er der endnu en træning, før den står på kvalifikation lørdag eftermiddag.

I den samlede VM-stilling har Magnussen kørt 11 point hjem, mens Grosjean har 18.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx