Af Ritzau - 08/12-16 08:05

Effektiv dansk EM-fløj efterlyser flere kontramålEffektiv dansk EM-fløj efterlyser flere kontramål

Højrefløjen Trine Østergaard er generelt tilfreds efter de første sejre ved EM, men kontrafasen kan forbedres.

storybild

Trine Østergaard har scoret fire gange på fire forsøg ved EM hidtil. (Billede: Scanpix/Johansen, Carina)

Forsvaret fungerer upåklageligt, men angrebsspillet halter i perioder mere. Det er status efter kvindelandsholdets første to kampe ved EM i håndbold, der har resulteret i sejre på sammenlagt 45-40 over Montenegro og Ungarn.

Højrefløjen Trine Østergaard, der selv har scoret fire gange på fire forsøg, ser plads til forbedring angrebsmæssigt og peger i den forbindelse også på sin egen rolle.

- Vi kan lægge mere på, især de nemme kontramål. Da jeg er fløj, er det generelt mig, der tit løber kontramålene. I nogle perioder kæmper vi lidt for at score, og der mangler vi lidt de nemme kontramål, siger Trine Østergaard.

Ellers føler hun, at angrebet fungerer fint.

- Vi har holdt os til planen og systemerne, vi har aftalt, og det, playmakerne har sat op. Mange har sørget for selv at være farlige for også at gøre medspillerne gode. Det er kernen for et godt angrebsspil, siger hun.

Hun er dog ikke bleg for at indrømme, at forsvarsspillet er nøglen til succes for Danmark ved EM.

- Det er helt klart forsvaret, der skal skabe succes. Sådan er det ofte generelt, at det er forsvaret, der skaber resultaterne. Står man godt i forsvaret, og keeperen står godt, så får man også nemme kontramål.

- Vores forsvar har været sindssygt godt. Vi har bakket hinanden godt op og har stået sammen som et hold, uanset om man har siddet på bænken eller har spillet. Folk har smidt tøjlerne og spiller derudaf nu, siger Østergaard.

Med onsdagens sejr på 23-19 over Ungarn er Danmark sikker på at tage mindst to point med til mellemrunden.

Det kan blive til maksimale fire point i tilfælde af sejr fredag aften over Tjekkiet.

- Vi har set, hvor gode Tjekkiet er, så vi skal give alt, hvad vi har. Vi har snakket om, at vi skal vinde den sidste kamp for at stå bedst muligt i mellemrunden.

- Det giver også mere selvtillid at vinde den sidste kamp. Vi skal ride videre på vores bølge, lyder det fra højrefløjen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx