Af Ritzau - 18/04-17 14:45

Tilbagevendt Lewandowski er Bayern Münchens håb i MadridTilbagevendt Lewandowski er Bayern Münchens håb i Madrid

Bayern München påtager sig en sjælden rolle som undertippet før returmødet mod Real Madrid.

storybild

Bayern München må sætte stor lid til Robert Lewandowskis evner som målscorer, når den tyske storklub skal forsøge at vinde ude mod Real Madrid i Champions League. (Billede: Scanpix/Christof Stache)

Bayern München blev nævnt som en af de store forhåndsfavoritter i fodboldens Champions League. Men tirsdag aften kan holdet ryge ud af turneringen efter returopgørene i kvartfinalerne.

I Spanien venter den forsvarende mester, Real Madrid, med en 2-1-sejr fra det første opgør i ryggen, og statistikken taler imod et tysk comeback.

Den gode nyhed for Bayern er dog, at topscorer Robert Lewandowski ser ud til at blive klar, efter at han sad ude med en forslået skulder, da Real var på besøg i sidste uge.

- Jeg har det fint. Alt er ok, sagde Lewandowski til klubbens tv-station, efter at han søndag havde sluttet sig til holdkammeraterne og trænet med i en time.

Den polske målmaskines comeback er det halmstrå, som Bayern rent statistisk kan klamre sig til.

Lewandowski har scoret syv mål i Champions League og 26 i Bundesligaen i denne sæson.

- Han vil hjælpe os. Han er en spiller, som altid scorer en masse mål og giver selvtillid til resten af holdet, siger Bayern-træner Carlo Ancelotti ifølge AFP.

Real Madrid har blot tabt to af de seneste 12 hjemmekampe mod tyskerne, og Bayern er i overhængende fare for at ryge ud til et spansk hold for fjerde år i træk.

Real Madrid er aldrig røget ud af knockoutfasen i Champions League efter at have vundet det første opgør på udebane.

- Vi går på banen for at prøve at vende strømmen. Det bliver ikke let, og vi er undertippede. Men vi har en chance for at vinde i Madrid, siger Bayern München-anfører Philipp Lahm til klubbens hjemmeside.

I Lewandowskis fravær i den første kvartfinale spillede Thomas Müller helt fremme. Det gjorde han også, da det tyske storhold trods en mand i overtal i 30 minutter ikke formåede at score ude mod Bayer Leverkusen i weekenden.

Müller er irriteret over de brændte chancer mod Leverkusen, men han mener, det gør tændingen endnu større mod Real Madrid.

- Vi ved, vi er i stand til at score to mål, selv om vi ikke scorede i Leverkusen. Men det er godt for vores selvtillid, at vi skabte chancerne, siger Müller.

I tirsdagens anden kvartfinale tager Kasper Schmeichel og Leicester imod Atlético Madrid.

Den engelske klub slap fra Spanien med et 0-1-nederlag i det første opgør.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx