21/08-17 08:19; Opdateret: 21/08-17 08:44

AaB henter nyt angrebsblod i SlovakietAaB henter nyt angrebsblod i Slovakiet

Angriberen Pavol Safranko skifter fra Dunajska Streda til AaB, hvor han har fået kontrakt til 2021.

storybild

Aalborg. Efter en sæsonstart med seks kampe uden sejr har superligaklubben AaB åbnet pengepungen i jagten på forstærkning.

Klubben har sikret sig den slovakiske landsholdsspiller Pavol Safranko. Han er købt fri i Dunajska Streda og har underskrevet en aftale gældende til 30. juni 2021.

AaB skriver i en pressemeddelelse, at den nye angriber er blevet scoutet i flere omgange.

- Pavol Safranko er en snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk angriber med målnæse og ud over selv at være farlig, så har vi set, at han også formår at skabe plads til sine holdkammerater.

- I det hele taget vil han give os flere offensive strenge at spille på inklusive større styrke på vores standardsituationer, siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.

22-årige Pavol Safranko har siden vinterpausen spillet for Dunajska Streda i den slovakiske liga, hvor han i alt er noteret for 6 mål i 16 kampe.

Tidligere på året fik han sine første kampe på landsholdet, da han var med i to testkampe mod Uganda og Sverige.

Nu skal Safranko altså prøve kræfter med Alka Superligaen, hvor hans nye klub har svært ved at få gang i målscoringen.

- Jeg har i længere tid været vidende om AaB's interesse og deres vedholdenhed har været stærkt medvirkende til mit valg af klub, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger Pavol Safranko.

I AaB bliver han klubkammerat med to landsmænd, eftersom den nordjyske klub allerede har Jakub Sylvestr og Filip Lesniak i truppen.

AaB oplyser, at den nye angriber er blevet udstyret med rygnummer 14 og kan få debut, når nordjyderne på lørdag tager imod AGF.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx