02/09-17 14:06

Verdensmestre langer ud efter tyske nazifansVerdensmestre langer ud efter tyske nazifans

De tyske landsholdsspillere tager afstand fra medrejsende ballademagere, der skæmmede VM-kampen mod Tjekkiet.

storybild

Mats Hummels scorede sejrsmålet, da Tyskland besejrede Tjekkiet. Bayern München-stopperen førte efter kampen an i fordømmelsen af de medrejsende hooligans. Scanpix/Michal Cizek

Prag. På banen er alt fryd og idyl hos de tyske fodboldverdensmestre, der ikke har sat et eneste point til i VM-kvalifikationen. Men på tilskuerpladserne ser det ganske anderledes ud.

Et par hundrede tyske hooligans var rejst med til udekampen i Tjekkiet fredag aften, og de skæmmede forestillingen ved at synge nazisange og svine flere af de tyske spillere til.

Tilskuernes optræden har vakt stor harme i den tyske lejr, hvor spillerne efter 2-1-sejren besluttede sig for at gå direkte i omklædningsrummet uden at takke de medrejsende tilhængere.

Præsidenten for Det Tyske Fodboldforbund (DFB), Reinhard Grindel, roser på Facebook spillernes reaktion.

- Det var et klart signal, holdet sendte: "I er ikke vores fans. I er ballademagere. I misbruger fodboldens spotlys. Vi er ikke jeres hold".

- Vi kommer aldrig til at tolerere fascistiske, racistiske, fornærmende eller homofobiske tilråb. Holdet, tilhængerne og DFB skal modsætte sig ballademagerne, lyder det fra præsidenten.

Kort efter kampen rettede den tyske matchvinder, Mats Hummels, hård kritik mod hooliganerne på tribunerne.

- Katastrofe. Virkelig slemt. Det begyndte allerede, da vi skulle holde et minuts stilhed før kampen. Da var der også nogle, der opførte sig dårligt.

- Timo Werner blev forulempet og mobbet. Og så begyndte fansene at råbe det lort (nazislagord, red.). Det tager vi kraftigt afstand fra, sagde Hummels ifølge dpa.

Også holdkammeraten Julian Brandt fordømmer scenerne i Prag.

- Når vi hører sange med nationalsocialistisk baggrund, er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke bifalder det. Vi var alle enige om, at vi ikke ville gå ned til tilhængerne bagefter, siger Leverkusen-spilleren.

Ifølge det tyske landsholds team manager, Oliver Bierhoff, har uromagerne ikke købt billetter gennem de officielle kanaler og befandt sig ikke i den tilskuerblok, der var reserveret til tyske fans.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx