Af Ritzau - 23/01-17 15:15

Håndboldchef udsteder ingen jobgaranti til GudmundssonHåndboldchef udsteder ingen jobgaranti til Gudmundsson

Gudmundur Gudmundsson vil gerne fuldføre sin kontrakt, men Morten Stig Christensen vil ikke love noget.

storybild

Gudmundur Gudmundsson kan ikke føle sig sikker på at fuldføre sin kontrakt. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Efter det danske håndboldlandsholds skuffende VM-exit i ottendedelsfinalen mod Ungarn meddelte landstræner Gudmundur Gudmundsson, at han vil fuldføre sin kontrakt, der løber frem til sommer.

Oven på søndagens nederlag skal islændingen dog ikke føle sig helt sikker på at fortsætte i jobbet så længe.

I hvert fald ikke ifølge meldingen fra Dansk Håndbold Forbunds (DHF) generalsekretær, Morten Stig Christensen.

Ekstra Bladet har spurgt DHF-chefen, om Gudmundur Gudmundsson skal stå i spidsen for landsholdet i de kommende EM-kvalifikationskampe.

- Det kan jeg ikke garantere. Men jeg kan heller ikke sige det modsatte, siger Morten Stig Christensen til Ekstra Bladets hjemmeside.

- Vi vil give os tid til at finde ud af, hvad der gik galt mod Ungarn, for der skal ikke træffes nogen panikbeslutning.

- Det er før set, at der bliver ændret nogle ting efter en turnering, som ikke har givet det ønskede resultat, men lige nu kan jeg kun forholde mig til, at der ligger en kontrakt på bordet med Gudmundur, som først udløber til sommer, siger han.

Danmark skal spille fire EM-kvalifikationskampe i maj og juni.

To af kampene skal spilles mod Ungarn, der søndag chokerede de danske OL-guldvindere ved at vinde 27-25 i VM-kampen i Albertville.

DHF meddelte i december sidste år, at Nikolaj Jacobsen skal overtage landstrænerjobbet til sommer, når Gudmundur Gudmundssons kontrakt udløber.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx