Af Ritzau - 02/03-17 09:10

Klavs Bruun vil diskutere bijob med ny DHF-sportschefKlavs Bruun vil diskutere bijob med ny DHF-sportschef

Kvindelandstræneren i håndbold savner daglig kontakt med halgulvet, men det er ikke et ultimativt krav.

storybild

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kunne godt tænke sig at bijobbe i en dansk klub. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Landstræner i kvindehåndbold Klavs Bruun Jørgensen har luftet ønsket før, og det er kun blev styrket af endnu en lang pause uden truppen samlet.

Han savner en dagligdag i håndboldhallen.

13. marts samler han sin landsholdstrup for første gang siden EM i december, og ventetiden har været med til at bekræfte ham i, at et bijob som cheftræner eller konsulent i en klub er fristende.

- Jeg savner den daglige kontakt med gulvet og med spillerne, dét at få prøvet ting af over tid og se, hvordan de fungerer. Det synes jeg helt klart, at man mangler, siger landstræneren til Jyllands-Posten.

- Jeg lærer meget som landstræner, men der er begrænsninger i bare at sidde og glo videooptagelser af kampe, og den daglige træning kan gøre mig selv endnu skarpere og giver mig mulighed for at udvikle noget mere.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har tidligere afvist, at A-landstrænerne kan have klubjob ved siden af, men det krav har man afveget for at få Nikolaj Jacobsen ind som herrelandstræner fra sommer.

Derfor vil Klavs Bruun Jørgensen også se, om det kan blive relevant i hans tilfælde.

Han vil tage en snak med den nye DHF-sportschef Morten Henriksen, når denne tiltræder i løbet af foråret.

- Det kan sagtens være, at vi i sidste ende bliver enige om, at det ikke kan lade sig gøre, men det bliver helt klart spændende at få diskuteret plusser og minusser, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- At blive klubtræner er ikke et ultimativt krav for mig, og jeg kommer ikke til at troppe op på DHF's kontor for at slå i bordet.

DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen siger til Jyllands-Posten, at man stadig har et udgangspunkt om, at landstræneren ikke skal bijobbe, men man er villig til at diskutere løsningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx