Af Ritzau - 23/03-17 21:30

Danmarks U21-landshold får en lektion af SpanienDanmarks U21-landshold får en lektion af Spanien

Danmark kom godt fra start, men tabte 1-3 i Spanien.

storybild

Den tidligere Brøndby-spiller Andrew Hjulsager gav Danmark en god start ude mod Spanien. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Danmarks offensiv viste bedre takter end defensiven, da U21-landsholdet i fodbold torsdag tabte den første af tre venskabskampe frem mod sommerens EM.

I Murcia kom Danmark foran mod Spanien, men tabte til slut med 1-3, efter værterne sendte et par stjerner på banen og skruede tempoet op.

I topscorer Marcus Ingvartsens fravær fik AGF's Kasper Junker chancen helt i front for Danmark med den formstærke FC Nordsjælland-spiller Emiliano Marcondes bag sig.

Også Celtas Andrew Hjulsager var i spil fra start, og midtbanespilleren afsluttede efter 12 minutter et dansk mønsterangreb med scoringen til 1-0.

Efter 22 minutter forsøgte Spaniens Marco Asensio sig med et farligt langskud, som Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg slog til hjørnespark.

På det kiksede opdækningen for Danmark, og Dortmund-spilleren Mikel Merino fik frit løb til bolden og headede den hårdt i nettet til 1-1.

Udligningen understregede de danske problemer med at lukke hullerne på indlæg.

Det kostede igen i anden halvleg, da indskiftede Saúl Ñíguez efter 70 minutter headede Spanien på 2-1 efter et indlæg fra højre.

Forinden havde værternes spændende stortalent Inaki Williams, som også kom ind fra bænken, været tæt på med en afslutning lige forbi fjerneste stolpe.

Spanien kom på 3-1 efter en knivskarp omstilling, som totalt overspillede Danmarks forsvarskæde og endte med, at den indskiftede FC Barcelona-spiller Denis Suárez satte bolden højt i nettet.

Mens Danmark således nok ikke skal satse på at få succes ved EM via forsvaret, viste den danske offensiv anderledes gode takter.

Sammenspillet var til tider godt, hurtigt og opfindsomt, og den spanske målmand Pau Lopez viste flere gange usikkerhed i sin indgriben.

Danmark var dog ikke for alvor inden for rækkevidde af sejren.

Danmark var uden topscorer Marcus Ingvartsen, fordi han er indkaldt til A-landsholdet. FC Nordsjælland-angriberen scorede otte mål i EM-kvalifikationens ti kampe.

Frem mod EM-slutrunden i Polen skal Danmark spille yderligere venskabskampe mod England (i Randers 27. marts) og Sverige (i Helsingborg 10. juni).

Slutrunden åbner for Danmarks vedkommende 18. juni, hvor stærke Italien venter, før også Tyskland og Tjekkiet står på menuen i gruppespillet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx