Af Ritzau - 02/01-17 09:51

Skjern forlænger med dansk trænerduoSkjern forlænger med dansk trænerduo

Ole Nørgaard og Henrik Kronborg skal også i de næste to sæsoner stå i spidsen for håndboldklubben Skjern.

storybild

Træner Ole Nørgaard skal også lede Skjern i de kommende sæsoner. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Trænerteamet Ole Nørgaard og Henrik Kronborg har sat deres underskrifter på en ny aftale med Skjern, så de står i spidsen for den vestjyske klub frem til sommeren 2019.

Herrelandsholdets assistenttræner Henrik Kronborg skiftede efter sommerens OL-guldtriumf til Skjern på en etårig kontrakt som konsulent, men fra næste sæson vil han indgå i en ny rolle som assistent.

Cheftræner Ole Nørgaard er i gang med sit femte år i Skjern. I de første fire sæsoner er det blevet til i alt seks medaljer - herunder pokalguld og DM-sølv.

Den syvende medalje kan blive hængt om halsen om lidt over en måned, da Skjern for tredje gang på fem år skal kæmpe om medaljer som et af pokalturneringens fire bedste hold.

- Resultaterne taler for sig selv. Under Ole Nørgaards ledelse har Skjern Håndbold sæson efter sæson været en del af den absolutte top, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern.

Ole Nørgaard og Henrik Kronborg er ifølge Carsten Thygesen en drømmeduo for Skjern.

- Vi har at gøre med en god og sund blanding af kløgt, grundighed, lederskab, dedikation og erfaring. Vi tøver ikke med at kalde det Danmarks bedste trænerduo, siger Thygesen.

Nørgaard ser frem til at fortsætte sit arbejde i klubben:

- Kampen om medaljerne, værdierne, den helt særlige kultur samt samarbejdet med spillerne, Henrik Kronborg, den øvrige lederstab og alle i og omkring Skjern er nogle af de helt åbenlyse og attraktive forhold, der har gjort det let for mig at forlænge kontrakten.

Kronborg er spændt på at få et endnu tættere samarbejde med Ole Nørgaard.

- Fremtidsperspektiverne ser lovende ud, holdet er slagkraftigt, og vi har alle muligheder for at være med helt fremme, hvor det er sjovt, siger Kronborg til klubbens hjemmeside.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx