05/09-17 00:04

Norges landstræner: Jeg har aldrig tabt så stort førNorges landstræner: Jeg har aldrig tabt så stort før

Tyskland udspillede Norge og vandt 6-0. På intet punkt kunne Norge være med, erkender den norske landstræner.

storybild

Stuttgart. Norsk fodbold har i nogle år været en del fra fordums styrke, men mandag aften nåede landet med de mange fjelde et nyt lavpunkt.

I Stuttgart blev landsholdet udspillet på alle leder og kanter af de tyske verdensmestre, som sendte Norge hjem med tenniscifrene 6-0 i VM-kvalifikationen.

Det er Norges største nederlag siden 0-9 til Holland i 1972, og landets svenske landstræner, Lars Lagerbäck, var rystet over udfaldet.

- Jeg har aldrig tabt så stort før som landstræner, siger han til VG.

Ifølge Lagerbäck var et nederlag på 0-3 mod netop Tyskland i hans tid som svensk landstræner det værste indtil ydmygelsen mandag aften.

Han var godt klar over, at Tyskland er et af verdens bedste landshold. Men at niveauforskellen var så stor, overrasker ham.

- Det havde jeg ikke forudset, lyder det fra Lagerbäck.

- Vi blev virkelig udspillet. Jeg havde ikke troet, at det ville ende så skidt. Vi kunne ikke være med hverken spillemæssigt, taktisk eller fysisk.

Allerede efter 21 minutter var tyskerne foran 3-0, og den norske defensiv var i flere omgange blevet splittet fuldstændig.

Til tider lignede Norge nærmest et hold på niveau med miniputter som San Marino eller Andorra. Så stor var forskellen.

Den gennemhullede norske målmand Rune Jarstein var også alt andet end stolt af, hvad holdet leverede.

- Det er noget af det pinligste, jeg har oplevet, siger Norges sidsteskanse ifølge VG.

- Jeg må indrømme, at jeg efter en halv time tænkte, at jeg ville ønske, der var spillet 90 minutter. Jeg tænkte, at det ville blive stygt.

Tyskland har været suveræn i kvalifikationsgruppen med otte sejre i otte kampe og en målscore på 35-2.

Norge er næstsidst i gruppen med syv point for otte kampe og havde allerede inden kampen udspillet sine muligheder for at komme til VM næste år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx