Af Ritzau - 22/06-17 05:34; Opdateret: 22/06-17 06:05

Landstræner langer ud efter russiske arrangører forud for VMLandstræner langer ud efter russiske arrangører forud for VM

Camerouns belgiske landstræner er alt andet end imponeret over planlægningen af Confederations Cup i Rusland.

storybild

Hugo Broos er irriteret over de russiske arrangører af Confederations Cup. Trafikproblemer ødelægger forberedelserne, mener belgieren. (Billede: Scanpix/Mladen Antonov)

Belgiske Hugo Broos, der står i spidsen for det camerounske fodboldlandshold, langede onsdag hårdt ud efter de russiske arrangører af Confederations Cup, der afholdes i disse dage.

Forsinkede busser og håbløse trafikproblemer har nemlig været med til at ødelægge forberedelserne for hans mandskab.

- Trafikken i Moskva er en katastrofe, siger Hugo Broos på et pressemøde, der onsdag blev forsinket netop på grund trafikproblemer.

Mødet med de internationale medier forud for torsdagens kamp mod Australien begyndte 30 minutter for sent.

Trafikproblemer betød også, at de afrikanske spillere først kunne spise deres aftensmad klokken 22 efter en træningssamling tirsdag.

Hugo Broos kalder det "virkelig ubehageligt" og siger, at han er "ekstremt irriteret" over de russiske arrangører.

Søndag spillede Cameroun den første kamp under Confederations Cup. Her kom holdet en time for sent til stadion på grund af trafikproblemer.

På onsdagens pressemøde blev det for meget for Hugo Broos, da en kæk russisk reporter mindede belgieren om kamptidspunktet for torsdagens kamp mod Australien.

- Det er ikke vores skyld. Jeg er allerede blevet irriteret to gange. Måske burde arrangørerne kigge på den måde, holdene bliver transporteret til og fra stadionerne, siger Hugo Broos.

Han opfordrer derfor de russiske arrangører til at få løst problemerne, inden verdens øjne for alvor bliver rettet mod Rusland.

- Alt bliver forsinket med en time, så i går måtte vi spise aftensmad klokken 22, og det er for sent. Det skal der gøres noget ved inden næste år, hvor alle de store lande er her, tilføjer belgieren, der henviser til næste års VM i fodbold, der også afholdes i Rusland.

De russiske arrangører har sendt en formel undskyldning til det camerounske fodboldforbund, skriver Fifa i en pressemeddelelse.

Cameroun deltager i Confederations Cup efter overraskende at have vundet Africa Cup of Nations. Holdet tabte den første kamp mod Chile 0-2 søndag.

Otte hold deltager ved Confederations Cup. 32 lande skal deltage ved VM i 2018.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx