Af Ritzau - 04/12-16 07:15

Delaney vil afslutte karrieren i FC KøbenhavnDelaney vil afslutte karrieren i FC København

Der venter Thomas Delaney et udlandseventyr i Werder Bremen, men han håber på et gensyn med FC København.

storybild

Thomas Delaney spillede lørdag sin sidste hjemmekamp for FC København, som vandt 1-0 over Randers i Superligaen. (Billede: Scanpix/Lars Møller)

Der blev fældet en tåre, da FC København-anfører Thomas Delaney tog afsked med hjemmepublikum i Parken lørdag aften med 1-0-sejren over Randers.

Nu venter der kun to udekampe for FCK, inden Delaney i 2017 skifter til Werder Bremen i den tyske Bundesliga.

25-årige Delaney, som har spillet hele sit liv i FCK, vil gerne afslutte karrieren i barndomsklubben, når udlandseventyret en dag er forbi.

- I Skandinavien er FCK den største klub, så hvorfor ikke?

- Uden at jeg har planlagt så meget og så langt, så håber jeg på det. Det er svært at planlægge og lave en kontrakt nu.

- Men jeg håber, jeg har niveau til den tid, og at det kan gå op i en højere enhed, siger Delaney.

Midtbanespilleren garanterer dog, at han ikke laver et skifte tilbage til dansk fodbold og ender andre steder end FCK - og slet ikke hos ærkerivalen Brøndby.

- Jeg kommer ikke til at spille i andre klubber i Danmark end FCK. Det tør jeg godt love.

- Der er andre, der har brændt nallerne, men jeg skifter ikke til Brøndby. Det lover jeg, fastslår Delaney.

I forbindelse med lørdagens kamp gik Delaney en æresrunde og sagde farvel til fansene, der var mødt op.

- Det var rart at kunne sige farvel til alle de fans, som var her. Og ja, der blev nok fældet en lille tåre. Det var svært ikke at blive påvirket.

- De største oplevelser i mit liv - i hvert fald 90 procent af dem - har jeg haft herinde. Og det vil jeg være evigt taknemmelig for, forklarer Delaney.

Snart skal Delaney begynde en helt anderledes epoke i Werder Bremen, som frister en tilværelse i bunden af Bundesligaen.

Selv om der har været rygter om interesse fra den engelske Premier League-klub Everton, så bliver der ikke lavet om på destinationen syd for grænsen.

- Jeg må jo gøre nogle ting rigtigt. Men interesse er ikke nødvendigvis mere end interesse.

- Min tanke er, at jeg har skrevet under med Werder, og det er en udfordring, for holdet ligger i bunden, og det bliver noget helt andet. Men jeg kan sagtens stå ved mit valg, understreger Delaney.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx