04/08-17 11:32

EM-kvinder har fast ritual: Vi spiser pizza og burgereEM-kvinder har fast ritual: Vi spiser pizza og burgere

Landsholdsspillerne spiser junkfood efter EM-kampene. Sanne Troelsgaard ser frem til at få sine pomfritter.

storybild

Sanne Troelsgaard (i forgrunden) og holdkammeraterne slog torsdag aften Østrig i EM-semifinalen. Bagefter stod den på pizza og pomfritter på hotellet i Holland. Scanpix/Tobias Schwarz

Breda. De danske fodboldkvinder har fået et fast ritual under EM, hvor holdet er nået frem til søndagens finale mod de hollandske værter.

Efter kampene får spillerne lov til at gå om bord i noget knapt så sund mad, og det var også tilfældet efter torsdagens straffesparkstriumf mod Østrig i semifinalen.

Tilbage på hotellet i Breda blev der serveret pizza og pomfritter med øl, rødvin og sodavand til.

- Det er en god tradition, vi har fået efter kampene. Så skal vi have pomfritter. Det er det eneste, vi kan spise, siger Sanne Troelsgaard.

Spørgsmål: Da de danske herrer vandt EM-guld i 1992 var de på McDonalds? Er pizza og pomfritter jeres "McDonalds"?

- Ja, det er det. Vi har gjort det efter alle kampe. Den står på pomfritter og pizza, og den ene gang var der også burgere.

- Vi ser frem til at komme tilbage på hotellet og få pomfritter, siger højrekanten.

Spørgsmål: Det lyder som en lidt alternativ slags mad?

- Vi har været meget tilfredse med det indtil videre.

- Vi kan ikke spise så meget efter en kamp, så vi får lige fyldt på med proteinbarer efter kampene, og så er vi dækket ind. Bagefter er det bare tilbage på hotellet og få en masse pomfritter, siger hun.

Landstræner Nils Nielsen mener, at det er helt fint, at spillerne får lidt usund mad efter kampene.

- De skal bare have noget, de kan spise. Det skal være noget let fordøjeligt, så det gør vi altid, siger Nils Nielsen.

- De får noget hurtig energi. Det er udmærket, for det handler bare om at få nogle kalorier ned. Vi behøver ikke at spise så sundt, men skal bare have noget ned i maven.

- Men fra nu og frem skal de spise ordentligt, for vi skal snart spille igen, siger landstræneren med henvisning til søndagens finale.

Mens flere af spillerne fik et glas vin, så tog Nils Nielsen en enkelt fadøl efter sejren over Østrig.

- Det havde jeg mere brug for, siger han.

Landsholdsspillerne slipper for at få fodboldstøvlerne på fredag efter et hårdt program under EM.

- Vi laver lidt restitutionstræning i en svømmehal. Så kan de spare deres fødder lidt, siger landstræneren.

Den melding er Sanne Troelsgaard glad for.

- Det er dejligt. Nogle af os har spillet fem kampe, og den mod Østrig varede 120 minutter. Nu er kroppen ved at være brugt.

- Det er meget godt, at vi ikke skal træne i dag - også for den mentale tilstand, siger Troelsgaard.

Søndagens EM-finale mod Holland spilles klokken 17 i Enschede.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx