Af Ritzau - 29/01-17 19:00

Manchester United gennemhuller dansk keeper i FA CuppenManchester United gennemhuller dansk keeper i FA Cuppen

Fire gange scorede Manchester United mod Jakob Haugaard, som vogtede Wigan-målet på Old Trafford.

storybild

Marouane Fellaini scorede på den danske målmand Jakob Haugaard i søndagens Manchester United-sejr. (Billede: Reuters/Jason Cairnduff)

Manchester United er i sikker stil klar til femte runde i FA Cuppen efter en 4-0-sejr på hjemmebane over Wigan fra bunden af Englands næstbedste række.

Gæsternes danske målmand, Jakob Haugaard, var chanceløs ved Uniteds fire scoringer. De to første kom via hovedstød fra nært hold, mens de to sidste kom fra frie afslutninger i det lille felt.

Marouane Fellaini, Chris Smalling, Henrikh Mkhitaryan og Bastian Schweinsteiger var målscorerne.

United var fra første til sidste fløjt det toneangivende hold, selv om gæsterne i lange perioder arbejdede stenhårdt for at følge med.

Et føringsmål lod vente på sig, selv om United havde muligheder til det. Efter 31 minutter burde Henrikh Mkhitaryan have åbnet kampens målkonto.

Han kom glidende til et indlæg ved bageste stolpe, men han formåede ikke at få bolden ind i det tomme mål.

Det var i samme område, Uniteds forløsende føringsmål faldt et minut før pausen. Bolden kom svævende ind til Fellaini, som var stærkere end sin oppasser og headede 1-0-målet ind bag Haugaard.

13 minutter i anden halvleg lukkede Smalling mere eller mindre opgøret. Den store forsvarsspiller steg til vejrs i det lille felt, og han tordnede bolden i mål med pandebrasken til 2-0.

Wigan havde kultangriberen Will Grigg med i startopstillingen, men han formåede ikke at true United-defensiven. I stedet blev han hevet af banen efter 71 anonyme minutter.

Kort efter revancherede Mkhitaryan afbrænderen fra første halvleg, da han formåede at styre et indlæg i nettet fra nært hold.

Kampens sidste scoring stod Schweinsteiger bag. Efter et hjørnespark stod han håbløst umarkeret lige foran Haugaard, og akrobatisk fik han sendt bolden i mål.

Tidligere søndag leverede Sutton United fra den femtebedste række en stor overraskelse. På hjemmebane vandt holdet med 1-0 over Leeds, der til daglig spiller i den gode ende af Englands næstbedste række.

Premier League-holdene Watford og Hull blev også slået ud af lavere divisionshold. Millwall og Fulham blev de to holds bødler.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx