Af Ritzau - 07/05-17 12:22

VM-holdets verdensmand har taget en omvej til toppenVM-holdets verdensmand har taget en omvej til toppen

Patrick Russell flyttede hjemmefra som 15-årig og er i gang med en universitetsuddannelse. Nu vil han i NHL.

storybild

Patrick Russell fik VM-debut mod Letland, hvor han var placeret i kæde med landsholdsveteranerne Morten Green og Morten Madsen. (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

Navnet klinger udenlandsk, og han har ikke boet i Danmark, siden han var ung teenager.

Men dialekten er umiskendeligt nordsjællandsk, og ishockeylandsholdets nye forward Patrick Russell slår da også fast, at han altså er pæredansk.

- Mit efternavn har jeg fra min mormor, der er halvt engelsk og halvt japansk, siger Patrick Russell.

Selv er han også lidt af en verdensmand, der flyttede hjemmefra som 15-årig og installerede sig alene i en lejlighed i Sverige for at gå i gymnasiet og spille juniorishockey for Linköping.

Efter studentereksamen gik rejsen videre til USA, hvor han skridt for skridt har opbygget en ishockeykarriere sideløbende med et liv som fuldtidsstuderende på universitetet.

- Det var en vej for mig. Jeg kunne spille et ekstra juniorår i USA og tog derefter på college og begyndte en business-uddannelse. Det har virkelig været en god oplevelse, siger Patrick Russell.

Selv om gennembruddet på A-landsholdet har taget sin tid, har den nu 24-årige forward i årevis været en mand, man holdt øje med i Danmarks Ishockey Union.

Han spillede en stribe kampe på forskellige ungdomslandshold, men konkurrencen blandt de voksne er hårdere.

Vejen til "det rigtige landshold" gik gennem to stærke sæsoner for St. Cloud State Huskies i den hårde amerikanske universitetsliga.

- Ishockeyen, der bliver spillet på universiteterne, er sindssygt god, og jeg har lært en masse.

- Det er bygget op, så man kan læse på fuld tid. Undervisningen er placeret sådan, at den ikke kolliderer med træning og kampe, fortæller Patrick Russell.

Han er aldrig blevet valgt i en traditionel NHL-draft, men omvejen over universitetet har bragt ham nærmere den store drøm om at slå sig ind i den eftertragtede nordamerikanske stjerneliga.

Sidste år skrev han kontrakt med Edmonton Oilers, og den seneste sæson har han tilbragt hos klubbens californiske farmerhold, Bakersfield Condors i AHL-ligaen.

- Planen er at gøre det godt til VM og tage medvinden med ind i næste sæson.

- Så er det op til Edmonton, hvad der skal ske. Foreløbig skal jeg med på træningscamp i september, og så håber jeg, at jeg kan overbevise dem om at beholde mig, siger Patrick Russell.

Efter overgangen til professionel ishockey har han måttet skrue ned for studierne.

- Jeg har haft to fag i år. Det tager normalt fire år at få en bachelorgrad, men nu regner jeg med at bruge fem-seks år på det, siger Patrick Russell.

Den berejste ishockeyspiller fik VM-debut for Danmark i lørdagens nederlag til Letland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx