Af Ritzau - 22/06-17 14:48

TV-chef om Kessler-nej: Motivation og fysik skal være derTV-chef om Kessler-nej: Motivation og fysik skal være der

Det handlede om at få formalia i orden i tide, da Mikkel Kessler blev tilbudt wildcard, siger MTG-direktør.

storybild

Mikkel Kessler føler sig ikke klar til at dyste ved World Boxing Super Series. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

- Nej tak.

Sådan lød svaret fra den danske bokser Mikkel Kessler, da han blev tilbudt et wildcard til den lukrative bokseturnering World Boxing Super Series.

- Jeg er stadig i gang med at bygge en grundform op efter fire års pause, og jeg er slet ikke parat til at møde boksere på højeste niveau, sagde Mikkel Kessler til Jyllands-Posten onsdag.

Det tager bestyrelsesmedlem i World Boxing Super Series og direktør for tv-rettighedshaveren MTG Peter Nørrelund helt roligt.

- Det er jeg meget afslappet i forhold til. Kun Mikkel ved, hvad fysikken er til. Kun han kan mærke, om motivation, lyst og fysik er der til at dyste på det højeste niveau, siger Peter Nørrelund.

- For mig handlede det om at kunne nå at få formalia på plads, da der er nogle regler, når man taler om muligheden for et wildcard.

- Vi har talt med de øvrige aktionærer og med de amerikanske broadcast-partnere, da Kessler er et anerkendt navn, men også er regnet som en pensioneret bokser. Han skulle ikke fældes på ikke at have bokset i nogle år, tilføjer Nørrelund.

16 boksere får plads i turneringen, hvor der dystes om 50 millioner dollar, svarende til 330 millioner kroner, og MTG-direktøren lægger ikke skjul på, at Kessler ville være et godt trækplaster særligt for de danske tv-seere.

- Det havde da været sjovt, men vores engagement handler om større perspektiver. Vi vil skabe en turnering i boksning.

- Det er en vanvittig god tv-sport, men den er også uden et turneringsformat og i stedet med enkeltstående, løsthængende kampe.

- Derfor er dette rigtig spændende, og vi er fantastisk glade for den fantastiske modtagelse, siger Nørrelund.

Spørgsmål: Opfatter du Mikkel Kesslers nej som definitivt?

- Nu er jeg i udlandet og har ikke læst det hele. Men meget lidt i den verden er definitivt. Lad os nu se. Jeg respekterer det, men det skal Mikkel snakke med sin promotor om, lyder det fra Nørrelund.

Over for Ekstra Bladet fortæller Kesslers internationale promotor, Kalle Sauerland, at han skal have en snak med Kessler.

Sauerland lover, at turneringen uanset hvad får skandinavisk islæt. Han nævner Patrick Nielsen og svenske Erik Skoglund som muligheder, når der bokses i vægtklasserne cruiservægt og supermellemvægt med otte deltagere i hver.

- Erik Skoglund er gået ned fra letsværvægt til supermellemvægt og er aktuelt rangeret som nummer tre hos IBF, men der er også Patrick Nielsen, som lige nu er nummer to hos WBA, siger Sauerland.

Turneringen indledes med de første kampe til september, mens der er semifinaler i januar og februar næste år. I maj 2018 er det planen, at finalerne skal bokses.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx