Af Ritzau - 10/04-17 01:45; Opdateret: 10/04-17 02:49

García vinder US Masters og gør ende på lang majortørkeGarcía vinder US Masters og gør ende på lang majortørke

Sergio García trak det længste strå i omspil med englænderen Justin Rose i årets første majorturnering.

storybild

Sergio García har ventet næsten 20 år på at vinde en majorturnering. Det skete endelig på Augusta-banen natten til mandag dansk tid. (Billede: Scanpix/Harry How)

Spanieren Sergio García vandt natten til mandag dansk tid årets første majorturnering i golf, US Masters.

Det var spanierens første sejr i en major efter 73 mislykkede forsøg, og sejren blev sikret med et birdieputt på første runde af omspillet mod englænderen Justin Rose.

De to lå begge ni slag under par efter de 18 huller på finalerunden.

Justin Rose endte uden for fairway med driveren og måtte notere en bogey på første omspilshul.

Sergio García var bedre til at holde nerverne i ro og endte sikkert på fairway fra teestedet.

Da Justin Rose missede sit putt for par, havde spanieren to forsøg fra green til at sikre sig sejren.

Men spanieren sænkede sit putt i første forsøg og kunne dermed iføre sig den grønne jakke, der følger med trofæet på Augusta National Golf Club.

Det er første gang, at Justin Rose er med i omspil om en majorsejr. Sergio García har prøvet det en enkelt gang tidligere.

Det var i 2007, da han tabte British Open til ireren Padraig Harrington.

Efter 18 års majortørke var det også en tydeligt lettet Sergio García, der lod sig interviewe.

- Puha, den har godt nok været lang tid undervejs. Jeg følte en ro, som jeg aldrig tidligere har følt i en majorturnering, siger spanieren ifølge AFP

Selv om Justin Rose længe lignede en vinder under finalerunden på Augusta, havde han overskud til at lykønske sin spanske rival i nederlagets stund.

- Det var en fantastisk kamp mod Sergio hele dagen. Hvis jeg skulle tabe til nogen, så skulle det være til Sergio. Han fortjener det mere end nogen anden herude. Han har haft sin andel af skuffelser, siger Justin Rose ifølge AFP.

Danske Søren Kjeldsen sluttede som nummer 36 efter en finalerunde i seks slag over par.

Kjeldsen havde ellers klaret sig fornemt på de tre første runder og indledte finalerunden som nummer 11.

Men nordjyden fandt aldrig rytmen på finalerunden, der blandt andet bød på to dobbelt bogeys.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx