Af Ritzau - 08/03-17 15:11; Opdateret: 08/03-17 15:25

Bendtner drømmer om hurtigt landsholdscomebackBendtner drømmer om hurtigt landsholdscomeback

Nicklas Bendtner tog Åge Hareide med på råd inden skiftet til Rosenborg. Han vil tilbage på landsholdet.

storybild

Nicklas Bendtner blev onsdag præsenteret foran pressen i Trondheim. (Billede: Scanpix/Bendiksby, Terje)

Nicklas Bendtner overraskede det meste af fodbolddanmark, da han mandag skiftede til det norske mesterhold Rosenborg på en treårig kontrakt.

Onsdag mødte han så pressen for første gang, og her lod han forstå, at han tror på, at skiftet kan bringe ham tilbage i landsholdsvarmen.

- Jeg har selv ambitioner om at vende tilbage på landsholdet. Hurtigst muligt, lyder det fra Bendtner på pressemødet.

Den danske landstræner Åge Hareide har tidligere stået i spidsen for Rosenborg, og Bendtner har rådført sig med Hareide inden skiftet.

- Jeg har snakket med Åge, siger angriberen, som dog ikke vil ud med, hvad snakken med landstræneren omhandlede.

Spørgsmål: Hvad snakkede I om?

- Om blomsterne og bierne, joker Bendtner efterfulgt af et grin.

Den danske angriber har oplevet flere klubmæssige nedture i karrieren, hvor opholdene i Juventus, Wolfsburg og Nottingham Forest bestemt ikke kastede glans over cv'et.

Den tidligere Arsenal-spiller havde dog ikke lyst til at snakke meget om fortiden, og han mener ikke, at hans ry er så blakket, som mange medier har skrevet.

- Man udvikler sig hele tiden, man finder ud af, hvad der er vigtigst. I de fleste klubber, jeg har været i, vil folkene internt i klubberne sige, at jeg er en god dreng, vurderer Bendtner.

På pressemødet slog han samtidig fast, at han aldrig overvejede at skifte til dansk fodbold. Blandt andet fordi han slet ikke tænkte i at skulle forlade Nottingham Forest, førend tilbuddet fra Rosenborg tikkede ind.

Det norske mesterhold har nemlig noget af det, som Bendtner gerne vil.

- Det er at spille med om trofæer, det er det, jeg gerne vil, og det gør Rosenborg. Så skal jeg lykkes personligt, og det gør jeg, hvis vi lykkes som hold, slår Bendtner fast.

Han nåede kun et halvt i år Nottingham Forest, hvor han var blevet overhalet af flere andre angribere i hierarkiet blandt frontløberne efter skader og managerskifte.

Bendtner har ikke været med på det danske landshold, siden Åge Hareide overtog roret fra Morten Olsen. Seneste landskamp spillede Bendtner i november 2015.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx