Af Ritzau - 22/03-17 11:24; Opdateret: 22/03-17 11:37

Randers FC giver sportschefen sparket efter fiaskoRanders FC giver sportschefen sparket efter fiasko

Ole Nielsen er færdig som sportschef i Randers FC. Direktør Michael Gravgaard bliver sportsdirektør.

storybild

Ole Nielsen er onsdag blevet fyret som sportschef i Randers FC. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Superligaklubben Randers FC meddeler på sin hjemmeside, at man har fyret sportschef Ole Nielsen.

Samtidig oplyser man, at direktør Michael Gravgaard bliver ny sportsdirektør.

Fyringen kommer kort efter, at klubben med blot ét point i de sidste ni kampe af grundspillet i Alka Superligaen missede en ellers sikker plads i mesterskabsslutspillet.

Ifølge klubben er det dog ikke fiaskoen i ligaen, som har udløst fyringen. Bestyrelsesformand Per Hastrup siger i en pressemeddelelse:

– Bestyrelsen i Randers FC har måttet konstatere, at den hidtidige konstellation med en administrerende direktør og en sportschef for nuværende ikke er den optimale sportslige ledelsesstruktur for Randers FC.

- Selv om vi er dybt skuffede over, at Randers FC mislykkedes med at komme i top-6, så er det et fælles ansvar og kan ikke placeres på enkeltpersoner.

- Opsigelsen skal ses som et resultat af, at bestyrelsen vil forenkle den sportslige ledelse og beslutningskraft i Randers FC.

Ole Nielsen blev hentet til klubben i januar 2016, og han fik dermed omkring 15 måneder i jobbet.

Stillingen som sportschef ændres til sportsdirektør og vil fremover blive varetaget af klubbens direktør Michael Gravgaard.

- Michael har i forvejen det overordnede ansvar for forretningen Randers FC, herunder også det sportslige. Nu overtager han så også det daglige sportslige ansvar, siger Per Hastrup.

- Vi er trygge ved at overlade dette til Michael, da han har den fornødne sportslige indsigt.

- Samtidig har vi sørget for, at Michael fritages for andre opgaver i organisationen, så der er ressourcer til at forberede det kommende transfervindue.

Efter det missede mesterskabsslutspil skal Randers sammen med de syv øvrige hold placeret nederst i ligaen spille om at undgå nedrykning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx