24/08-17 21:55; Opdateret: 25/08-17 06:37

FC Midtjylland misser Europa League-gruppespilletFC Midtjylland misser Europa League-gruppespillet

Efter FC Midtjyllands exit er FC København eneste danske hold i europæisk fodbold i denne sæson.

storybild

Herning. FC Midtjylland spillede torsdag 1-1 mod Apollon Limassol og kommer ikke videre til Europa League-gruppespillet.

Det første opgør på Cypern tabte midtjyderne 2-3.

FCM var ellers foran, og det europæiske håb levede i Herning, men en skidt anden halvleg blev dyr for danskerne, der nu kan fokusere på Alka Superligaen.

Efter ti minutters spil tog angriberen Alexander Sørloth en dribletur, inden han afleverede bolden ind på midten til Rilwan Hassan, der med indersiden satte bolden ind til 1-0.

Efter scoringen blev midtjyderne ved med at presse på, og de kom til flere gode forsøg, men ind kom bolden ikke.

I det 37. minut skete kampens nok mest kontroversielle hændelse. Sørloth så ud til at blive flået ned i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

Efterfølgende viste nordmanden sin frustration ved at skubbe en Apollon Limassol-spiller i brystet, så han røg i græsset. Heldigt for FCM og Sørloth så slap han med en advarsel.

Et enkelt minut inde i anden halvleg var der igen drama i feltet. Denne gang i midtjydernes.

Tim Sparv kastede sig ned for at blokere et skud, og hans hånd ramte bolden, men dommeren mente ikke, at der skulle fløjtes for straffespark.

Det var de cypriotiske spillere svært uenige i, og de brokkede sig højlydt.

Fem minutter senere faldt tingene ud til Apollon Limassols fordel i form af en scoring.

Et cypriotisk angreb blev stoppet af hjemmeholdets Sparv, men bolden røg lidt tilfældigt over til Andre Schembri, der afsluttede med venstrebenet i det lange hjørne.

I det 80. minut fik gæsterne så muligheden for at lukke og slukke danskernes Europa-drømme, da Zsolt Korcsmár nedlagde en modspiller i feltet, og dommeren fløjtede for straffespark.

Men Jesper Hansen gik til den rigtige side i FCM-målet og reddede Alex da Silvas forsøg med sin højre hånd.

Redningen gav fornyet tro på tingene, men det gav ingen scoringer, og kampen sluttede 1-1.

Med FCM's exit er det kun FC København, der kommer til at repræsentere Danmark i europæisk fodbold i denne sæson.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx