04/09-17 17:39; Opdateret: 04/09-17 18:07

DBU betaler kompensation til forsinkede fodboldfansDBU betaler kompensation til forsinkede fodboldfans

Tusinder af fans, der ikke nåede ind i Parken til tiden, da Danmark mødte Polen, får et plaster på såret.

storybild

København. Dansk Boldspil-Union må til lommerne i kølvandet på problemerne med at få tilskuerne ind i Parken i tide til fredagens VM-kvalifikationskamp mod Polen.

De uheldige tilskuere, som gik glip af starten af kampen, kan se frem til rabat på billetter til landsholdets næste hjemmekamp mod Rumænien 8. oktober.

- Vi skriver et brev til de tusindvis af fans, der blev forsinket, med en invitation til hjemmekampen mod Rumænien, hvor de får en rabat på de billetter, de måtte ønske at købe, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

- Rabattens størrelse afhænger af, hvilke billetter de har tænkt sig at købe. Nogle får 25 procent, andre får 50 procent rabat. Og så er der nogle, der ventede så længe, at de får en ny billet, forklarer han.

Ifølge DBU skyldtes de store forsinkelser ved indgangen, at mange polske tilhængere havde skaffet sig billet til tribuneafsnit, der var reserveret til danske tilskuere.

- Dem måtte vi afvise ved indgangen, og det betød, at der kom forsinkelser på hele stadion.

- Vi kan se på vores registreringer, at der er flere tusinde fans, der ikke er kommet ind til tiden. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger Jakob Høyer.

På grund af problemerne ved indgangene forekom Parken nærmest halvtom under nationalmelodierne umiddelbart inden kampen, mens der var lange køer uden for stadion.

DBU regner med, at kompensationen vil løbe op i et "anseligt beløb" og vil tage kontakt til Polens Fodboldforbund, som man mener har en del af skylden for miseren.

- Vi har en klar forventning om, at de betaler noget af det. De har ikke været opgaven voksen med at formidle til de polske fans, at de kun skulle købe billetter til udebaneafsnittet, siger Jakob Høyer.

DBU er stadig i gang med evaluere problemerne i forsøget på at undgå en gentagelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx