Af Ritzau - 14/06-17 07:18; Opdateret: 14/06-17 18:56

Dansk herredouble slår sensationelt verdensetterneDansk herredouble slår sensationelt verdensetterne

Kim Astrup og Anders Skaarup er videre i Indonesia Open mod alle odds efter sejr over verdensetterne.

storybild

Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup leverede en kæmpe overraskelse i første runde ved Indonesia Open. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Adek Berry)

Lodtrækningen til Premier Super Series-turneringen Indonesia Open kunne ikke have været værre for Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup.

Den useedede danske herredouble skulle i første runde møde verdensetterne Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon fra Indonesien, men danskerne leverede sensationen med en sejr på 21-16, 21-16.

Sukamuljo og Gideon har ellers været årets store historie, da parret blæste al modstand af banen i de tre første Super Series-turneringer.

I Singapore Open satte et andet dansk par, Mathias Boe og Carsten Mogensen, dog en stopper for indonesernes triumfstime med en dansk finalesejr i tre sæt.

Ved Sudirman Cup, VM for blandede hold, i maj slog Boe og Mogensen igen verdensetterne i tre sæt, og måske det er de sjældne nederlag, som har knækket de unge indonesere.

I hvert fald kunne de ikke få gang i deres ellers uimodståelige offensiv mod Skaarup og Astrup, som spillede fremragende.

Sukamuljo og Gideon var i teten frem til midtvejs i første sæt, men herfra overtog danskerne kampen med et ryk fra 11-11 til 15-11.

Andet sæt var igen helt tæt indtil midtvejs, hvor det igen lykkedes Astrup og Skaarup at skaffe sig et forspring på tre-fire point, som dannede fundamentet for sensationen.

Mathias Boe og Carsten Mogensen var også i kamp senere onsdag i Indonesia Open. Her mødte danskerne det indonesiske par Hardianto Hardianto og Berry Angriawan, der er nede som nummer 24 i verden.

Det endte med en dansk sejr i tre sæt, efter at Boe og Mogensen tog første sæt 21-18.

Andet sæt blev en tæt fight, som danskerne tabte 21-23, inden gassen gik af det indonesiske par i tredje sæt, som det danske par vandt 21-15.

Til gengæld er damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen ude efter et klart nederlag i to sæt til et stærkt sydkoreansk par.

Heller ikke herredoublen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding gik videre fra første runde.

Det syvendeseedede danske par tabte 16-21, 21-10, 20-22 til russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

Bedre gik det for herredoublen Mathias Christiansen og David Daugaard, som vandt 21-16, 21-13 over japanerne Hoki Takuro og Yugo Kobayashi.

I damedouble blev det også senere onsdag til dansk sejr, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl ikke havde problemer med at besejre et sydkoreansk par 21-16, 21-8.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx