Af Ritzau - 26/03-17 12:57

Landsholdet skal analysere sig nærmere VMLandsholdet skal analysere sig nærmere VM

Tiden under og mellem landsholdssamlingerne skal udnyttes bedre. Derfor går Åge Hareides fodboldanalytiker fra juni over i en fuldtidsstilling.

storybild

Det er ikke kun indtrykkene fra træningsbanen, som Åge Hareide bruger til at justere taktikken. Uden for banen har han en fodboldanalytiker til at studere detaljer på video. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Forberedelse. En absolut nødvendighed, når man som fodboldlandstræner skal sætte sit hold op til at præstere med lange mellemrum cirka ti gange om året.

I jagten på de små marginaler, der kan vende en fiasko til en VM-billet, har landstræner Åge Hareide og Dansk Boldspil-Union (DBU) opprioriteret forberedelsesfasen.

Fra 1. juni bliver fodbold- og dataanalytiker Mounir Akhiat nemlig tilknyttet landsholdet på fuld tid, så han også mellem kampene kan analysere og evaluere på, hvordan man får endnu mere ud af Simon Kjær, Christian Eriksen og de andre landsholdsspillere.

Det seneste år har han kun været ansat i DBU på deltid. Han er mødt ind i landsholdslejren og rejst hjem igen samtidig med spillerne.

En fuldtidsanalytiker er en stor styrke for trænerteamet, mener Åge Hareide.

- Det har allerede givet os en stor værdi at have ham tilknyttet samlingerne. Nu får vi så mulighed for at lave et endnu bedre stykke arbejde i den mellemfase, hvor vi ikke spiller kampe.

- Her har det tidligere været Jon Dahl og jeg, der har arbejdet med at analysere og klippe i de kampe, vi har spillet. Det vil Mounir kunne gøre endnu bedre, samtidig med vi kan bruge tiden anderledes, siger landstræneren.

Efter en landskamp bliver kampen klippet i små videostykker. Planen er, at den enkelte spiller skal kunne se en kavalkade med sine aktioner med tilknyttede kommentarer.

I stedet for at spilleren først ser videoen til næste landsholdssamling, skal han nu kunne se den på sin iPad, selv om han sidder hjemme i Leicester eller Sevilla.

- Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at spillerne også har en hverdag at passe i klubberne, men det vil gøre, at de allerede er forberedt på nye ting eller justeringer, næste gang de møder ind på landsholdsholdet, siger Mounir Akhiat.

- På den måde får vi mere kvalitet, mens vi er samlet, tilføjer Åge Hareide.

Ud over landsholdsspillernes egne præstationer er der også en anden vigtig faktor at forberede sig på. Den kommende modstander. Det bliver også et område, hvor Mounir Akhiat får en fremtrædende rolle.

Han skal lure modstandernes taktik, og han skal servere det danske modtræk på en letforståelig måde for trænere og spillere uden et kompliceret virvar af tal og statistik.

Her skal han drage nytte af sin dataviden fra it-verdenen og sin fodboldbaggrund som Uefa A-træner.

- Jeg er blevet kaldt alt fra dataekspert, dataanalytiker og dataknuser, men i bund og grund handler det meget om fodbold og videoanalyse. Vi analyserer og evaluerer i forhold til de ting, vi ser med vores øjne.

- Den bedste måde at give en vurdering videre på er at vise et videoklip med pointen og så tilføje en kort forklarende tekst, siger Mounir Akhiat.

Det er også et spillerønske at få serveret flere letfordøjelige informationer, siger analytikeren.

- Spillerne forbereder sig mere og mere på deres direkte modstander, og derfor prøver vi at sørge for, at de bare kan tage en iPad og så se en analyse af modstanderen der.

- Det er sådan noget, der indtil videre ikke har været nok forberedelsestid til, forklarer han.

Danmark spiller søndag aften VM-kvalifikationskamp på udebane mod Rumænien. Kampen starter klokke 20.45 dansk tid.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx