Af - 20/01-15 20:36

Verdammt! Tyske tonsere holdt Danmark fra sejrVerdammt! Tyske tonsere holdt Danmark fra sejr

Der blev ikke fundet nogen vinder i opgøret mellem Danmark og Tyskland tirsdag aften. For anden gang på tre kampe spillede Danmark uafgjort.

storybild

Niklas Landin og Danmark måtte igen nøjes med et enkelt point, ligesom i åbningskampen mod Argentina. (Billede: Polfoto)

Der var på forhånd lagt op til lidt af et venskabsbrag mellem Danmark og Tyskland, idet halvdelen af det danske landshold spiller i den tyske bundesliga.

Men der var ingen varm velkomst fra tyskernes side. Danmarks drenge måtte i den grad kæmpe for det i en hård kamp, hvor Tyskland var foran med et til to mål det meste af kampen. Det sluttede dog helt lige med stillingen 30-30.

Til assistenttræner Peter Bredsdorff-Larsens briefing inden kampen forlød det, at Rasmus Lauge havde haft det skidt i timerne op til kampstart, men det forhindrede nu ikke den 23-årige playmaker i at åbne ballet med kampens første scoring.

Alligevel kom tyskerne bedst ud af starthullerne med et par hurtige mål til 3-1. Men Niklas Landin var på pletten i danskerburet, mens René Toft Hansen var skarp i den anden ende, og så stod det lige igen kort tid efter.

Efter 17 minutters spil kom Danmark så foran for første gang i opgøret med en scoring af Lasse Svan Hansen - efter flot forarbejde at Rasmus Lauge, der igen viste, at han i hvert fald ikke havde det skidt længere.

Niklas Landin og tyskernes straffeskytte Uwe Gensheimer spiller i klub sammen til dagligt og kender derfor hinandens svagheder ud og ind. Men på straffekastene fik tyskeren overtaget mellem de to, idet han scorede på to af to forsøg mod Landin. Så på Tysklands tredje straffekast blev Jannick Green sat ind i stedet, og han afværgede Gensheimers kast på flot vis.

Første halvleg var tæt på at ende med en tysk føring, men de danske drenge holdt naboerne mod syd fra fadet. 16-16 var stillingen dermed ved pause efter 30 spændende og intense minutter.

De danske og tyske fans på tribunerne fik altså spænding for alle pengene - også i anden halvleg, der begyndte, som den første sluttede: Tysk føring, udligning, dansk føring, udligning og så videre.

Men de danske VM-favoritter måtte flere gange halse efter tyskerne, der kort inde i anden halvleg kom foran med to. Jannick Green erstattede igen Landin i målet, og han gjorde sit til, at det ikke også skulle blive til en tysk tremålsføring.

Men det syntes efterhånden uundgåeligt, som de danske markspillere brændte fire chancer i den anden ende, og så kunne den danske reserve ikke længere holde buret rent. Med et kvarter tilbage af kampen var tyskerne foran 24-21, og så trak træner Gudmundur Gudmundsson en meget tiltrængt time-out.

Og det virkede - men kun for en kort stund. Det tyske jern-forsvar holdt lige akkurat Danmark fra at udligne, og så gik der ikke længe, før Tyskland igen sad trygt på spillet med en føring på tre mål.

Men når man har ambitioner om VM-guld, lægger man sig ikke bare ned. Dansk slid gav pote med fem minutter igen af kampen, da Hans ‘Kongelige Højhed’ Lindberg gjorde det til 28-28, og det tætte parløb fortsatte i resten af kampen.

Med et minut igen stod der 30-30 på scoringstavlen, og Tyskland var i angreb. Det løb dog ud i sandet, og så blev kampen fløjtet af.

Og selv om det sagtens kunne have været et dansk nederlag, var det alligevel tyskerne der jublede, mens de danske tropper hang med mulen.

Med en uafgjort bevarer Tyskland førstepladsen i gruppen med fem point, mens Danmark må nøjes med en andenplads og fire point.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx