31/08-17 18:59

Danske 49erFX-kvinder er tæt på VM-medaljeDanske 49erFX-kvinder er tæt på VM-medalje

Fredag indledes finalesejladserne ved VM i 49erFX-klassen, og Danmark står med gode medaljechancer.

storybild

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen ligger nummer to forud for finalesejladserne ved VM i Portugal. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv

Matosinhos. Flere aflyste sejladser de indledende dage ved VM i 49erFX og 49er har ikke slået de danske kvinder i 49erFX-bådene ud af kurs.

Med sejr i tre af seks sejladser og flere andre topplaceringer har OL-bronzevinderne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen sejlet sig frem til en andenplads i stillingen forud for finalesejladserne.

Kan de fortsatte de gode præstationer, kan de to meget vel hive en VM-medalje ind til samlingen.

Torsdag hentede duoen to sejre, en andenplads og en sjetteplads i de fire sejladser.

- Vi havde fokus på starterne, som gik ok, og vi havde rigtig god fart heldigvis. Og vi endte med en super god serie, siger Katja Salskov-Iversen i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Der måtte dog slides i det ude på vandet, hvor Atlanterhavet viste tænder.

- Vinden startede stille og roligt ud og blev stærkere i løbet af dagen, hvilket også gjorde bølgerne større og faktisk på grænsen til det uhyggelige til sidst, fortæller Katja Salskov-Iversen.

Skulle medaljen glippe for de to, så har Danmark også et andet medaljebud fremme i topstriden.

De tidligere VM-sølvmedaljevindere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard ligger nummer fem i stillingen og bejler også til en medaljeplads.

Til gengæld ser det ikke lovende ud for de danske mænd i 49er-bådene, hvor ingen blander sig i topstriden.

De dårlige vejrforhold de første dage betød færre kvalifikationssejladser, og fredag går det altså løs med finalesejladserne ved VM.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx