Af Ritzau - 01/06-17 16:59

NBA-finalerne udpeger generationens bedste holdNBA-finalerne udpeger generationens bedste hold

Golden State med Stephen Curry og Kevin Durant er favorit i NBA-finalerne mod LeBron James' Cleveland.

storybild

Superstjernerne Stephen Curry (til venstre) og LeBron James (til højre) mødtes også i sidste års NBA-finaleserie. (Billede: Scanpix/Jason Miller)

For tredje år i træk skal Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers kæmpe om mesterskabet i verdens bedste basketball-liga, NBA.

De to stjernebesatte mandskaber har hver vundet en af finaleserierne, og den tredje vil være definerende for, hvem der historisk set vil stå som periodens stærkeste hold.

Det siger Peter Wang, NBA-ekspert hos TV2 Sport, forud for den første af op til syv finaler. Den første spilles natten til fredag dansk tid.

- Man kan godt sige, at det afgør, hvem der er generationens bedste hold - og presset er klart størst på Golden State. De har de bedste spillere, de stærkeste stjerner og er store favoritter, siger Peter Wang.

Det er superstjerner som Stephen Curry og Kevin Durant, der fører an hos Golden State. Sidstnævnte kom til klubben forud for sæsonen for at vinde mesterskabet. Derfor hælder vægtskålen mod det californiske hold.

- De kan sige, at de er det bedste hold i historien, hvis de vinder. De har fået Kevin Durant, og med det hold er mesterskabet et minimum efter at have vundet et og tabt et de seneste to sæsoner.

- Det er det hold, som historisk set har vundet flest kampe over tre sæsoner. Hvis de ikke vinder, vil det være en fiasko. Ingen vil derimod rynke på næsen, hvis Cleveland taber, siger basketballeksperten.

Ud over at være grundspillets bedste hold i NBA kan Golden State også prale af at have været historisk gode i slutspillet. På vej mod finalen har holdet vundet alle 12 slutspilskampe, det er aldrig tidligere sket.

Det gode forarbejde har dog ringe betydning, når først rivalerne går ind på banen, siger Golden State-stjernen Kevin Durant ifølge AFP.

- Vi er blevet bedre og bedre igennem sæsonen, og det skal vi forsøge at tage med ind i finaleserien. Men det betyder ikke noget, at vi er ubesejret i slutspillet i denne sæson, finalerne bliver stadig en krig, siger Durant.

Særligt én spiller skal lykkes, hvis Cleveland for andet år i træk skal slå favoritterne, når det virkelig gælder. Nemlig LeBron James.

I et årti har han været blandt ligaens bedste spillere - fire gange har han også fået en pris for det.

- LeBron James ved, at han nærmest kan vinde sådan en finaleserie alene. Han er det eneste, der peger Clevelands vej. På alle andre parametre er Golden State foran, siger Peter Wang.

- Hvis Cleveland skal vinde, skal han lykkes. Og holdet skal lykkes med at trække tempoet ud af kampene, tilføjer han.

Første finalekamp spilles på Golden States hjemmebane i Oakland og begynder klokken 3.00 dansk tid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx