Af Ritzau - 31/01-17 07:27

Baseballklub får kæmpebøde for at hacke konkurrentBaseballklub får kæmpebøde for at hacke konkurrent

St. Louis Cardinals har ulovligt hacket en konkurrents database, og det koster en bøde på to millioner dollar.

storybild

Chefen for Major League Baseball (MLB), Rob Manfred, har langet en stor bøde ud til holdet St. Louis Cardinals i en bizar sag om hacking. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Drew Angerer)

De fleste sportshold vil sikkert gerne kende til konkurrenternes hemmeligheder, men en ansat hos baseballholdet St. Louis Cardinals gik lidt for langt, da han forsøgte at blive klogere på en rival i Major League Baseball (MLB).

Chris Correa, tidligere scoutingchef for St. Louis, hackede e-mail-systemet og scoutingdatabasen hos konkurrenterne Houston Astros, og natten til tirsdag dansk tid faldt den endelige dom fra MLB-ledelsen i den langvarige sag.

St. Louis skal betale en erstatning til Houston på to millioner dollar (14 millioner kroner), og samtidig overgår St. Louis' andet og tredje draftvalg i 2017-draften til holdet fra Houston.

Det skriver AFP.

De ulovlige hackerangreb skete tilbage i 2013 og 2014, og siden har både en intern klubundersøgelse, FBI og MLB forsøgt at udrede, hvem der stod bag.

Konklusionen fra MLB-ledelsen er, at Chris Correa handlede på egen hånd, men St. Louis holdes alligevel ansvarlig for, at de ulovlige handlinger kunne finde sted i klubben.

Correa blev fyret efter den interne undersøgelse i 2015, og ved den civile domstol er han blevet idømt 46 måneders fængsel.

Han er personligt tidligere blevet dømt til at betale Houston Astros en erstatning på næsten to millioner kroner.

Med afgørelsen fra ligaens ledelse skulle det sidste punktum for den langstrakte sag være sat.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx