07/07-17 14:24; Opdateret: 07/07-17 14:56

Idømt 21 måneders fængsel - nu bliver Messis straf ændretIdømt 21 måneders fængsel - nu bliver Messis straf ændret

Barcelona. Fodboldspilleren Lionel Messis betingede dom på 21 måneders fængsel for skatteunddragelse veksles til en bødestraf.

storybild

Lionel Messi (Billede: China Stringer Network)

Det skriver Reuters med kildehenvisning til det spanske retsvæsen.

I stedet for den betingede fængselsstraf skal Messi betale 250.000 euro, svarende til cirka 1,87 millioner kroner.

Tidligere i år stadfæstede højesteret i Spanien en betinget dom på 21 måneders fængsel til FC Barcelona-spilleren, der blev dømt for skatteunddragelse for et beløb på omkring 30 millioner kroner.

Lionel Messi havde appelleret dommen, han først modtog i 2016. Sagen drejer sig om indkomst i perioden 2007 til 2009, som er blevet ført ind i selskaber i lande som Belize og Uruguay.

Også Jorge Messi, far til Barcelona-spilleren, fik en betinget fængselsdom. Hans dom blev dog i Højesteret nedsat til 15 måneders betinget fængsel.

Jorge Messis betingede fængselsdom er ligeledes blevet vekslet til en bøde. Han skal betale 180.00 euro, svarende til cirka 1,35 millioner kroner.

Familien Messis forsvarer har hele tiden lagt vægt på, at det var Jorge, som ordnede alle sønnens finanser. Men Højesteret slog tidligere i år alligevel fast, at Lionel Messi måtte have været vidende om skatteunddragelsen.

Under alle omstændigheder var hverken Lionel Messi eller spillerens far nogensinde i fare for at havne bag tremmer.

Duoen er ikke dømt for noget før, og da den originale straf samtidig var under to år, kunne de ifølge spansk lovgivning aldrig komme i fængsel.

30-årige Lionel Messi er fem gange blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Onsdag forlængede angriberen sin kontrakt med klubben.

Argentinerens nye kontrakt gælder frem til sommeren 2021.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx